Hvidovrefysserne tjekker ud indtil slut januar - God jul

Så er det blevet juleaften, og min tur at skrive min sidste blog. Tilbage i det halvkolde Danmark, uden min kuffert med julegaverne, men med en rygsæk fyldt med tøj, oplevelser og erindringer, vil jeg forsøge at sætte nogle ord på min sidste uge på Zanzibar.

Arbejdsugen bød igen på lidt af hvert. I tirsdags havde vi 58 børn der ventede, da vi ankom, og vi var 4 fysioterapeuter. Så skal der arbejdes godt igennem, fordi vi skal også nå at have nogle patienter på afdelingerne. Det svære er, at man ikke aner, hvor mange der kommer. I torsdags kom der kun 24, og så er der til gengæld god tid.

I onsdags kom containeren. Den havde stået midt i en stor stak af containers, så det havde taget lidt tid at få den ud på hospitalet. Jeg har stået dagligt på Ministry for Health - dem der sørger for transport af containeren. De kunne heller ikke gøre så meget, men jeg ville i hvert fald minde dem om, at vi stod og ventede på den.

Det var noget af et syn at se containeren komme på hospitalet. Hele off-loadingen forløb glat, men det var godt nok et stort arbejde. Vi havde brug for en kran til flere stykker træningsudstyr. Lastbilen kørte over græs og træ til fysioterapien, og undgik med nød og næppe de 2 buske som dronning Margrethe og prins Joachim havde plantet! Det var vist mere held end forstand; havde buskene stået i vejen, var de også bliver kørt over.

Computerne og andre tyveri-følsomme ting blev off-loaded og låst inde. Det havde de rigtig godt tjek på. Noget af træningsudstyret står dog udenfor fysioterapien- de er for tunge at transportere ind med håndkraft. Der kommer en slags vogn, der skal hjælpe med det. Det er dog ikke alt træningsudstyret, der er plads til. Fysioterapeuterne må vælge hvilket træningsudstyr, de ønsker at bruge mest. Der er efter sigende også brug for træningsudstyr på det psykiatriske Hospital, det er jo en mulighed at give dem noget af det. Det er direktøren Doktor Jamala, der står for videre fordeling.

De første dage i ugen boede jeg alene i lejligheden. Der tullede jeg lidt rundt og hyggede mig både på gaden, markedet og vores egen tagterasse. I onsdags kom Asof og hendes gæster tilbage og i torsdags kom hendes familie så også. Det var rigtig hyggeligt. Det er lidt mærkelig at tage på arbejde, når man omringet af mennesker i højt feriehumør. Men det gik fint.

Hvad der ikke helt gik efter planen er min hjemrejse. Da det nærmede sig 19.30 i lørdags, blev passagerene til Amsterdam råbt op. Flyet til Nairobi var forsinket, så vi skulle prøve at nå et fly i Dar es Salaam. Vi var 11 der fløj den vej, men da vi ankom til Dar, var der ingen der vidste noget, og stod vil lidt fortabte der. Vi ville ikke gå ud, da det eneste vi havde var nogle gyldige boardingpasses fra flyet fra Nairobi til Amsterdam, og et afrevet boardingkort fra Zanzibar til Nairobi. Det kan man ikke rigtig bruge i Dar es Salaam.
Men så kom der hjælp - vi fik besked på at vi kunne spise, men at flyet til Nairobi VAR taget af sted. Der stod et KLM fly mod Amsterdam klar, der var også pladser, men manden havde ikke spurgt dem, trods gentagne opfordringer til at spørge. Efter maden fik vi besked på, at nu skulle vi af sted mod Nairobi, og det skulle gå lidt tjept. Men først skulle vi tilbage til Zanzibar, og hente de andre passagerer, der havde stået at vente sammen med os, på flyet mod Nairobi. Der var der mange, der blev sure!!

Vi kom i hvert fald alt for sent til Nairobi, og her skulle vi forsøge at få en plads på flyet mod Amsterdam om morgenen. Det er sjovt og lærerigt at se på reaktionerne fra de andre passagerer. Nogle få tager det stille roligt, men mange andre bukker under og begynder at råbe og være sure. Det fører ingen vegne hen, for dem der forsøger at hjælpe os, har ikke gjort noget forkert og kan ikke gøre noget.
Efter lang tid i transitkontoret lykkedes det kl. 4.00 am. at få boardingpas på Kenya Airlines morgenflight som skulle afsted kl 8.35. Egentlig skulle jeg være landet i Holland på det tidspunkt! Vi fik lidt morgenmad og jeg forsøgte at sove lidt på gulvet i lufthavnen. Jeg er ikke god til at sove på gulvet eller i flyet, så det blev ikke til meget søvn.

Da vi så kom ombord på flyet, skulle dækket først skiftes, så det gav yderligere en times delay. I Amsterdam fik jeg besked på, at jeg kunne få et fly den aften kl 21, så det betød yderligere 5 timers ventetid. Så er det godt man får 5 (!) euro til at snolde for! Jeg var ved at blive godt skeløjet af træthed, men Amsterdam er jo en stor og dejlig lufthavn, så jeg overlevede. Kl. 22.30 landede jeg så på København, præcis 30 timer efter jeg for første gang forlod Zanzibar. En forsinkelse på 13 timer. Så føles faktummet at Ellens oldschool kuffert, med alle mine gaver stadig stod i Nairobi, ikke som et stort slag. Jeg håber, at den når frem i dag, så pigerne kan få deres julegaver i aften.

Det var dejlig at se pigerne igen, og det føles fint at være hjem igen. Selvfølgelig savner jeg Zanzibar. Det har været en dejlig tid, med mange gode og fremmede oplevelser. Jeg vil gøre det hele om igen, hvis jeg fik chancen. Dem, der skal rejse på senere tidspunkt ,kan rolig glæde sig! Jeg har mødt en masse søde mennesker, lært en masse om både fysioterapi og sundhedsvæsenet. Nogle gange skal man begive sig i andre kulturer for at blive klogere på sin egen kultur. Jeg føler, at turen har givet mig nogle andre perspektiver. Det var også rigtig godt at være der sammen med Asof, og det var hyggeligt at lære hendes familie og venner at kende.
Et stort tak til alle, der har taget godt imod mig på Zanzibar. Både Camilla, Asof, fysioterapeuterne fra Zanzibar og Haukeland, sygeplejerskerne, tolkene og de forskellige vi mødte på øen.
Nu er det tid til at checke ud for denne gang. God jul og nytår til alle!

Asof tjekker ud :-)

Så er min sidste uge på Mnazi Moja overstået. Det har været en god uge igen, som bød på en cooking-class, opkast, en japaner der underviste en afrikaner i dansk, Robert i den afrikanske administrative mølle og afsked med masser af spændende patienter.

Tirsdag efter arbejde havde Maryam, Thureya og Hidaya medbragt alt, der skulle bruges til chapati. Efter arbejde gik de så igang med at vise os, hvordan man lavede dejen og den meget besværlige foldning af dejen. Japanske Yohei, Norske Cathrine samt Robert og jeg fik prøvet, og tilsidst fik Robert og jeg det hele med hjem til stegning. Chapatierne blev rigtigt gode og fik meget ros fra alle dagen efter, så nu har vi endeligt lært det rigtigt. Det bliver sjovt at prøve i DK med induktion.

I denne uge nåede vi også begge to at blive rigtigt mave-syge. Der er vist en lille bakterie i omløb, som trives rigtigt godt hernede i varmen, når det samtidigt regner en masse. Så selvom vi tænker meget over, hvad vi indtager, blev vi lige ramt igen.

Onsdag holdt vi afskedsmiddag for vores kolleger Yohei og Idrissa. Vi startede med svømning og smut-konkurrence, som Robert vandt. Så en øl på tagterrassen og så lavede vi pasta med kæmperejer og pandekager med fyld til dessert.
Yohei er ret lærenem i sprog og lærte et par danske sætninger på ingen tid, og han tog det så på sig at prøve at lære dem videre til Idrissa. Meget underholdende for os. Vi kommer til at savne de to en hel del, for de har virkelig været søde til at hjælpe hernede, og vi har haft mange hyggelige stunder.

Vi har jo ventet på vores container fra DK, som har været uger undervejs. Torsdag skulle Robert så lige prøve at få styr på, hvad der skulle ske, når containeren så egentligt ankom til havnen og skulle leveres til hospitalet. Hele dagen fes han rundt for at finde de rigtige mennesker, papirer etc, og da dagen var gået blev konklusionen, at alt arbejdet var spildt, for der havde hele tiden været helt styr på det. Ingen vidste bare, at de havde styr på det. Containeren står allerede på havnen nu og skal komme til hospitalet mandag. Spændende hvad der så sker, om der er plads til tingene etc.

Ugen bød endnu engang på nogle spændende arbejdsdage. Sidste børnedag og voksendag var faktisk lidt sørgelige, for der skulle siges farvel til nogle af de patienter, jeg har haft siden starten hernede. Jeg kommer til at savne arbejdet på hospitalet hernede, og det har været rigtigt spændende som fysioterapeut at se så meget nyt, som jeg ikke er vant til fra DK. Børnebehandlingerne har været noget helt nyt for mig, da vi kun ser voksne i min gruppe på Hvidovre. Men også alle brandsårs- og syreskaderne, frakturerne, at skulle fortolke røntgenbilleder og scanninger selv, stille diagnoser på patienter med specifikke symptomer som ikke er set af læger, behandle indlagte patienter på afdelingerne, hvor alt fungerer helt anderledes end i DK, lave lungefysioterapi uden noget udstyr osv har været voldsomt spændende. Hjemme i DK er vi meget specialiserede, så det er rart at få lov at udvide sin horisont og skulle tænke helt ud af boksen, når man behandler fordi omgivelserne og de tilgængelige træningsredskaber er meget anderledes.
Lidt hårdt, skræmmende og udfordrende til tider, men jeg føler virkeligt, at det har været en god udfordring, og at jeg tager en masse med mig hjem.
Kollegerne hernede (både fysioterapeuter, sygeplejesker, ergoterapeut og bandagisterne) har også været meget gæstfrie, åbne og hjælpsomme, og man kommer til at savne de daglige snakke og den gode humor. De er alle fagligt meget dygtige, så jeg har også lært en masse fra dem. Men deres arbejdstider, fremmøde og organisering har nogengange frustreret.

I næste uge spiser vi afskedsmiddag med nordmændene. Vi har haft et super samarbejde med dem, og er ret enige om mange ting. Vi er i hvert fald helt enige om, at det er vigtigt, at vores indsats skal koordineres rigtig godt, så man ikke sætter alt for mange ting i gang. Vi har fået overleveret nogle ting til dem, og de vil overlevere videre til Hvidovres næste hold. Sådan kan vi få en kontinuitet i arbejdet, og det er vigtigt, hvis vi skal ændre noget hernede i det lange løb.

Jeg vil nyde de sidste ugers ferie hernede på denne dejlige ø. De dejlige strande, den gode mad, der skal kigges på kæmpeskilpadder og røde silkeaber og svømmes med vilde delfiner, og alt det kulturelle i Stone Town skal opleves med familie og venner.
Robert melder tilbage i næste uge, når hans besøg er ved at være slut hernede og sender mange hilsener ud til alle.

Over and out fra mig hernede. Mange hilsener til alle, der har læst vores blog og forhåbentligt er blevet underholdt lidt om livet som fysioterapeut hernede. Det kan anbefales, hvis I nogensinde får chancen :-) og de næste hold skal bare glæde sig. God jul fra Anne-Sofie.

Billeder

Flot morgen fra towertop restauranten

Gaderne i Stone Town når det regner. 10 cm vand overalt. Prøv at komme tørskoet igennem det

Robert laver sine første chapati og nyder det

Camilla og jeg med vores gaver fra afdelingen - tørklæder og en kanga (dug)

Hele afdelingen inklusive det nyeste medlem Robert

Endnu en smuk solnedgang, der nydes bedst med en drink i hånden

 Vores nybagte chapati serveret med bønner, guacamole og gulerødder

Endnu en udfordrende og god uge er overstået. Nu slapper vi!

Så er det blevet weekend igen. Og den er velfortjent, synes vi nok.
Robert blev kastet for tigerne fra mandag af, og følte sig lige et øjeblik som en giraf på rulleskøjter; der var ingen kære pandamor der. På hans første børnedag havde han ellers bedt om at få lov til lige at se med på et par patienter, men den gik ikke. Abdul havde fundet en spændende case, med en dreng på 6 år med spina bifida, som skulle træne sine ben. Han kunne ikke stå selv, men kunne holde sig lidt op, mens han støttede sig med sine hænder på sine lår, lidt som en frø. Stor tak til Abdul! Men det var nu lidt sjovt alligevel, og det gik. Der bliver også puklet som kameler med de indlagte, så uniformen er helt gennemblødt af sved.

Asof har en noget større Zanzibar erfaring, og bliver derfor ikke udfordret på samme måde. Hun er som en fisk i vandet, Men også hun bliver Bambi på glat is engang imellem. Her handler det om at kaste sig ud i det, og se hvad der kommer. Det er lidt svært, når man ikke kender alle mulighederne for videre udredning, henvisning til speciallæger (der kommer fra udlandet i en måneds tid en gang imellem), vejledning i ernæring eller når det er en diagnose, man nærmest aldrig har hørt om i DK.
Mwengine; næste! Og så kommer næste patient. Og der ved man aldrig hvad der kommer ind. Det er både spændende, udfordrende og meget lærerigt.
Alligevel kunne dette være noget, vi kunne prøve at arbejde på at ændre. Nu er det tilfældigt, hvem der behandler patienten. På 6 gange risikerer patienten at have været behandlet af 6 forskellige fysioterapeuter med forskelligt fokus. Men her skal alt ændres i små skridt og indsatsen skal koordineres. Vi er allerede i gang med at koordinere med nordmændene. Vi skal frem for alt undgå at komme som den klassiske bwana (white man) for at ændre deres system. Deres system virker jo, og det har sine fordele. Det er ikke altid nemt for os wazungus (udlændinge) at forstå deres logik, men der er en logik.

Rent fagligt er de lokale fysioterapeuter meget dygtige. De taler fint engelsk, og ved meget om meget. Der er sikkert nogle områder, hvor de kan lære fra os, men vi lærer omvendt også meget fra dem.  I Danmark har fysioterapeuter  og ergoterapeuter specialiseret sig en del, mens der på Zanzibar kun er 3 afrikanske fysioterapeuter og en ergoterapeut på hele øen, så de skal vide en masse. Der er generelt en mangel på speciallæger, hvorfor fysioterapeuterne er vant til at tage sig af lidt af hvert. Deres viden og kunnen er faktisk imponerende. Der kommer nogle fysioterapeutiske specialister, både fra Danmark og fra Bergen,og de kan selvfølgelig bidrage med noget fagligt, men det er særlig organiseringen, der skal kigges på.

Projektet hernede løber over 14 mdr, hvor 10 danske fysioterapeuter med forskellige specialer på skift kommer herned og skal hjælpe med at organisere arbejdet, lave kliniske retningslinier for de diagnoser som de oftest møder hernede samt hjælpe med opstart af registrering og statistik i fysioterapien. Samtidigt skal der gerne laves en uddannelse for fysioterapeuter her på øen, og fysioterapiafdelingen på hospitalet skal friskes lidt op. Der kommer en container fra DK med diverse ting til fysskolen og hospitalet som feks computere, printere, styrketræningsmaskiner, senge etc. Så forhåbentligt vil man kunne læse, om dette lykkes i løbet af det næste års tid her på bloggen.

Efter en hård arbejdsuge med en masse planer efter arbejde også (Robert udviser en vis grad af ADHD og kan ikke sidde stille i 2 min uden at der skal ske noget - som en hamster på speed) tog vi på "backpacker" tur til Nungwi for at nyde stranden i en forlænget weekend. Mandag er helligdag (Independence Day), og der kan potentielt blive uroligheder i byen, så vi blev anbefalet at forlade Stone Town.
Asof fik lov at bestille en taxa, så vi ikke skulle sidde i en Dalla Dalla i 2,5 time efter arbejde. Men hotel måtte hun ikke booke.
Rygsækken blev pakket med Roberts 2 par t-shirts og shorts samt lidt underbukser og en deo og de resterende 4/5 af rygsækken blev fyldt af Asof med sko, toiletsager, tøj etc. Robert følte sig lidt som et pakæsel. 5 par sko til 3 dage måtte han lige have forklaret. Og så afsted. På vejen ud nævnte Hotelmanager Lezenka, at vi jo var meget velkomne til at besøge hendes kærestes resort i Nungwi, da han jo skyldte os en tjeneste for noget knæ behandling. Så vi tog til Mnarani Beach Cottages og fik en meget god deal, som vi ikke kunne sige nej til.  Dermed blev Roberts backpackerplaner forpurret, og vi er alligevel endt på luksus resort - i bungalow få meter fra vandet, hvor livet leves i sneglefart. Her er 2 daglige buffeter, pool, wifi etc inkluderet for meget få penge. Backpackeren Robert føler sig lidt spærret inde som en løve i bur, men synes nu alligevel også, at her er meget flot og dejligt, og han slanger sig i solen. Og ingen opdager vel, at han kommer til måltiderne i det samme tøj 3 dage i træk og kun har sine sundhedssandaler med. Underbukserne bliver jo heldigvis vasket, når man svømmer i dem.

Idag, lørdag, forlod vi buret og gik en lang tur langs den smukke strand, og vi har fundet ud af, at italienere i speedos udgør størstedelen af beboerne her. Jo ældre de er, jo mindre er deres speedos, og det syn kunne vi godt have været foruden. Efter 2 mdr hernede i tildækket tilstand, bliver man næsten lidt forarget over, at se folk gå rundt så afklædte. Vi vendte om, da vi havde set tilstrækkeligt med behårede strandløver, og da Roberts ansigt var rødt som en bavians rumpe (man skal huske solcremen), skulle vi hjem til skyggen under palmerne.

Nungwi er nu et dejligt sted at tilbringe en weekend, men efter 3 dage på stranden, bliver det dejlig at komme hjem til Stone Town, hvor man virkeligt kan mærke, at man er i Afrika (og ikke i Italien). Generelt er der en utrolig kontrast mellem arbejdet på hospitalet og strandferie i Nungwi. Næsten lidt surrealistisk at opleve de 2 verdener på samme dag.

Livet i Stone Town er dejligt og indflydelsen er fra inderne og araberne oveni det afrikanske, og det ses både på maden, bygningerne, kulturen. Et meget spændende sted at gå rundt og vi lever af fantastisk frugt, frisk kokos, frisk fisk og skaldyr, ris og chapati og Roberts nye favoritdrik Stoney Tangawizi (ginger sodavand).

Asof har 4 arbejdsdage tilbage, inden juleferien starter med flere Zanzibar oplevelser, og Robert har 2 uger igen til at få styr på alt omkring containeren og få overleveret det sidste til nordmændene, der holder skansen alene, indtil danskerne er tilbage igen i slut januar. Det med containeren kan blive lidt tungt, men der er en fra sundhedsministeriet, der er specialiseret i at 'cleare' containers. Ham skal vi lige have kontakt med. Dette lykkedes ikke igår, så vi håber på bedre held i næste uge. Containeren er planlagt til at komme på fredag d 13.

Det er svært at forestille sig stormen Bodil, julefrokoster, julemad med et dejligt udvalg af svin etc, når man sidder her. Men 'we'll manage' - vi skal nok klare os i disse juletider uden juletræ. Vi nyder både arbejdet hernede samt alle de spændende ting vi oplever i fritiden, så vi julehygger fint uden jul.

Mange solrige hilsener til alle i kolde DK fra Robert og Anne-Sofie

Roberts første indtryk om ninja i regnen, makirullende afrikanere mm

Så blev det tid for mig ( Robert) at komme med et indlæg til bloggen;  Med eksamen i frisk erindring tog jeg onsdag eftermiddag af sted fra hospitalet for at rejse til Zanzibar  bevæbnet med en antik kuffert som Ellen havde skaffet, fyldt med sko, legetøj og lidt gaver, tog jeg af sted, med kufferten rullende efter mig som en slags Bodil fra lillebror.  Der blev gloet en del på gangen, men jeg var ligeglad, jeg skulle bare af sted, med en kuffert med hjul på, noget som for en backpacker er lidt et skår i sit selvbillede. Men det skår forsvandt hurtigt; hjulet under kufferten knækkede af, 10 meter foran hospitalet, og remmen et par meter længere frem, så så skulle der slæbes resten af vejen. Lisbeth og børnene tog med på lufthavn for at tage afsked. Det var lidt hårdt men det gik fint. Efter en god og hurtig rejse, og efter alt gik glat ved tolderne og med indrejseformularer, tog jeg taxa til Mnazi Mmoja Hospital. Asof (Anne-Sofies kaldenavn på Hvh) ventede udenfor hospitalet, for at køre med mig til hotellet. Det er en sjov fornemmelse at se en kollega i sådanne fremmede omgivelser! Vant og uvant på samme tidspunkt. Jeg blev installeret i Livingstoneværelset, og så var vi på vej til hospitalet igen nu på gåben. Det er noget af en udfordring at gå omkring i Stone Town, da vejene er smalle og kringlede. Asof ført mig hjemmevant og sikkert igennem byen. Jeg syntes godt nok at den så lidt for kringlet ud, men Asof og Camilla har afprøvet flere ruter, og var sikker på at dette var den hurtigste vej. Jeg var lidt kæk og sagde at jeg kunne vise dem en hurtigere vej. Jeg kan være lidt af en postdue, så jeg var ret sikker på mig selv. Ankommet på hospitalet, blev jeg vist rundt, og mødte Camilla, kollegaerne, ergoterapeuten og assistenterne. Fysioterapien ser ud som på billederne, men alligvel lidt anderledes. Men der ser fint ud. Det første jeg skulle der var at være med til afskedssamling for Camilla og Asof. Der var alle kollegaerne samlet, så der blev hygget med slik, takketaler og sodavand. Både Camilla og Asof fik stor ros. Efter samlingen var arbejdet overstået, så det var en rigtig blød start.  Efter arbejde gik vi hjem i et gevaldigt regnvejr, med vandet til op over anklerne, igennem de smalle gader. Stonetown har stenbænke foran deres huse, så vi hoppede fra stenbænk til stenbænk,  men til sidst gik vi bare med bare fødder hjem. Jeg var rimelig træt der om aftenen, så efter noget god mad og hygge, faldt jeg hurtig i søvn. Næste dag glædede pigerne sig til at se mine evner til at finde vej. De var ret sikker på at jeg vil ende det forkerte sted. Men som jeg havde lovet, fandt jeg en hurtigere vej, hvilket var godt, men lidt ærgerlig for Asof og Camilla. De havde glædet sig så meget til at jeg ville dumme mig! Det kommer sikkert senere, og så er jeg ret sikker på at i vil få det at vide :-) Fredagen på hospitalet er en oplevelse. Man går stuegangsrunde sammen med en læge og mange andre personer, som laver noget, men det er ikke nemt at finde ud af hvad det er de laver.  Asof og Camilla har beskrevet det udførlig, så jeg vil ikke gentage det for meget, men som nyankommen kan man forberede sig på en oplevelse som man netop ikke kan forberede sig på. Sår, blod, patienter med hoftenær fraktur på en madras på gulvet grundet sengemangel. Jeg havde egentlig tænkt at man måske skulle leje en scooter, men det tør jeg ikke længere. Jeg skal ikke risikere en fraktur her!  Vi 3 har hygget os de sidste par dage. Vi har gået lidt rundt, ligget lidt på stranden og spist god mad. Og i går gav Camilla en god afskeds-morgenmad på Towertop restaurant, her på hotellet. Det var rigtig dejlig, både med mad, vejr og selskab. Resten af dagen regnede det rimelig meget, og dagen gik med lidt indkøb og lignende. Generelt har det regnet rimelig meget og ofte siden jeg kom. Asof tror at jeg har taget det med fra Danmark. Det er dejlig at gå rundt i byen, og mærke pulsen og atmosfære. Hen mod aften tog vi afsked med  Camilla, der skulle af sted. Camilla efterlod sin badehåndklæde, og den bliver her, så den kan bruges til de fremtidige udsendte.  Dagen i dag stod på mere afslapning og regn. Vi ventede til det regnede med at gå ud. Det er MEGET vigtigt at Asofs hår ikke bliver vådt, fordi hun havde hårkur i. Det var derfor mere end rimelig at Asof tog parapluen og vi heller ikke kunne deles om den. Så jeg løb som en Ninja langs husmurene. Jeg har jo ikke hår mere, så mit eneste problem var at jeg blev gennevåd, og skulle vride vandet ud af min t-shirt før jeg måtte komme ind i restauranten. Jeg ventede at gøre det samme med min underbukser til efter vi var kommet hjem! Når det er sagt må jeg også ærlig sige, at det også var irriterende for Asof at hendes sko var blevet rigtig våde! I dag var vi inviteret om at spise sushi hos Yohei og 3 af hans japanske venner. Der var også inviteret 5 zanzibarianer, bl.a. Idrissa, vores kollega, som jeg mødte første gang, og det blev fantastisk. Både maden, men også selvskabet var rigtig godt. At se afrikanerne rulle makisushi, som de aldrig har set i deres liv, og se dem spise sushi for første gang, og så med chopsticks, er et syn jeg ikke hurtig glemmer. Vi havde Gry's klejner med, og det var en stor succes. Også dansk julemandsskumsslik kørte godt igennem - det er jo første advent. Det er dejlig at se sådan en umage selskab have det så godt sammen! I aften skal vi spise middag med vores nye norske kollegaer, Rune og Cathrine, som er ankommet i dag. Så selvom jeg nyder en kop kaffe på vores "private" tagterrasse, med udsigt over byens tage, moskeer, kirketårne og et hindutempel, mens solen der er ved at drukne i havet, bliver jeg nødt til at komme videre. Håber i alle får en god uge! Jeg glæder mig i hvert fald til min, med en vis ydmyghed overfor alle de nye ting jeg kommer til at opleve igen. Mange hilsener fra Asof og jeg

Billeder

Camilla og Auntie Pili

Strandtur til lokal strand

Syngende optog i indisk restaurant

Camilla på out reach

Uge 7 - "Cake is not supposed to be hot"

Uge 7 har budt på hyggelig strandtur i internationalt selskab, fejring af Camillas fødselsdag og flere faglige udfordringer. I den seneste uge er vi blevet mere en smule bedre til at kommunikere på swahili med diverse tilhørende gestikulationer, da vi har måttet undvære tolke pga. sygdom og fravær. Dette gælder særligt de ambulante patienter og går ikke lige godt hver gang, men vi prøver. Onsdag var Camilla med ergoterapeuten, Amina, til Out Reach. Vi kørte sammen med Aminas assistent og en studerende til flere landsbyer ca. 45 minutter uden for Stone Town og behandlede børn med forskellige diagnoser, primært cerebral parese. Nogle af børnene var nu i en alder af 13 år blevet så tunge, at deres søskende ikke kunne bære dem den lange vej til hospitalet, og vejen til den lokale sundhedsklinik var derfor et overkommeligt alternativ for fortsat at få behandling. Der var i høj grad behov for fysioterapi såvel som ergoterapi. På afdelingerne har vi været udfordret fagligt ved både børn og voksne. Vi så en ung mand i 30’erne flere gange, som havde fascialis parese og flere neurologiske symptomer i benene og gangbesvær, som vi ikke kunne finde en diagnose på. Det viste sig, at manden havde Røde hunde. Han er i langsom bedring men langt fra rask stadigvæk. Vi har også på nuværende tidspunkt en lille pige i behandling med neurologiske udfald svarende til Parkinson og har efterspurgt en CT-scanning. Familien har ikke råd til at betale for den og må nu igennem hospitalets socialkontor og søge støtte til den. Vi konsulterede også med lægen, som behandler hende, da de ikke har taget højde for alle hendes neurologiske symptomer og dermed har fejldiagnosticeret hende. Vi har også været på tur med en kvindelig dansk læge, som vi har lært at kende hernede, vores svenske underbo, en dansk mand som arbejder med at udvikle det økologiske landbrug hernede og 2 arkitekstuderende fra Grækenland og Frankrig. Vi tog en bil ud til en smuk lokal strand og badede og sad og snakkede før vi vendte hjemad tidligt på aftenen. Torsdag fejrede vi Camillas fødselsdag i fysioterapiafdelingen. Camilla havde bestilt kage hos en dansk kvinde, som har en café i nærheden af hospitalet. Kagen fik blandede anmeldelser, blandt andet fordi den ikke var kold nok. Det var en hyggelig komsammen med både fødselsdagssang og taler. Fredag aften spiste vi med et par nye danske bekendtskaber, og restauranten, som havde fået nys om en fødselsar arrangerede et syngende optog af alle tjenerne. Det var lidt af en oplevelse. Fredag arbejdede vi på vores rapport og har nu så godt som færdiggjort den ud fra vores observationer og oplevelser de seneste 2 måneder. I næste uge siger vi velkommen til Robert-Jan, som skal arbejde her i 3 uger. Han overtager pladsen efter Camilla, som rejser hjem næste lørdag, og arbejder således en uge alene sammen med nordmændene, som også ankommer den kommende weekend. Hilsner fra Anne-Sofie og Camilla

Flere billeder

Vores forsøg på at indføre fredagskage. De ligner æbleskiver, men er ikke sødet. Kagerne er ikke fantastiske hernede.

Vi mødte den danske læge Anne-Lie til en sundowner drink ved African house en smuk aften. Hun bor lige ved Tipu Tips hus ( en meget berømt rig slavehandler) så her er Anne-Lie og Camilla foran huset.

Udsigten fra vores Tower top restaurant ved solnedgang.

Fysioterapien

Toilettet i Fysioterapien

Hospitalet

Fysioterapien

Samen med tre sygeplejersker

Udsigt fra hospitalet

To glade mennesker.

Typisk frokost fra en lokal restaurant med mseto (ris med linser og kokosmælk), spinat og lidt frugt med agurk og kondenseret mælk til dessert.

Her er der nogle billeder, som Jette har taget på Zanzibar . Billeder fra de første uger børn, terapeuter mm.

Uge 5 - Livet i Stone Town

Ugen er igen fløjet afsted. Udover arbejdet, der endnu engang byder på en masse spændende patienter, så har vi haft travlt med at lave statistikker over antallet af patienter, hvor mange gange de kommer hver måned, hvilke diagnoser, der er hyppigst mm. Det hele er håndskrevet, så det var noget af en opgave. Tirsdag mødtes vi med Anne-Lie, en dansk læge, der bor hernede, til drinks og mad, og det blev en givtig aften, da hun vidste en masse om både hospitalsvæsenet hernede og om øen/byen og kunne give os nogle fif.
Det bedste, der er sket i denne uge er, at vi har fået vores kollega Leilas chapati-opskrift. Chapati er de helt flade brød, som vi elsker hernede og nærmest spiser dagligt, hvis vi kan. Nu har vi så fået opskriften og skal have købt ind, men vi har besluttet at prøve det af onsdag og så overraske vores kollegaer med resultatet dagen efter, hvis det altså overhovedet bliver spiseligt. Vi ved dog slet ikke om det er muligt i vores køkken, da udvalget af køkkenting er ret begrænset.
 Livet hernede er dejligt, men meget anderledes end i DK. Man bliver alle dage vækket af bøn allerede ved 4-5 tiden. Bønnen er egentligt meget hyggelig, men den aggressive sirene, der skal lyde lige inden, er lidt trættende i længden, når man skal høre på den flere gange dagligt. Morgenmaden står som regel på på æg, brød, frugt og the hos os. Vi går de ca 15 min til arbejde igennem de smalle gader og møder kl 8.00 de fleste dage (7.30 torsdage). Når det har regnet, er det umuligt at komme tørskoet til arbejde, så der springer vi rundt, som legede vi jorden er giftig, for vandet ikke er så rent. Det er virkeligt en labyrint at finde rundt, især om morgenen og aftenen, når butikkerne er lukkede, for der er ingen synlige gadenavne, så man må lave små huskeregler, som feks til venstre ved kanonen, ligeud ved slagtepladsen, højre ved edderkoppecafeen, venstre igennem klam mørk tunnel osv, og det virker tilsidst. Vi kæmper med vores japanske kollega Yohei om at være der først om morgenen, gå sidst om eftermiddagen og være der flest dage i løbet af ugen. Vores afrikanske kolleger giver os ikke rigtig nogen konkurrence her, da de møder og går lidt som vinden blæser. Vi kæmper med at implementere pauser i løbet af dagen, men for det meste kører man bare på uafbrudt, til man får fri. Vi er op til 5 fysser i et lille halvmørkt rum med dårlig luft, så vi sveder i vores uniform med lange bukser og t-shirt. Og når man så ser, at kollegerne og patienterne som regel har 1 par bukser + bluse + 2 kjoler og tørklæde uden på, kan vi slet ikke forstå det. Børnene kommer tit i striksweatre, uldne sokker og hue + kjole i 10 lag tyl og tæppe. Men varmen er jo også kun de 27-30 grader nu, og det bliver først rigtigt varmt til februar/marts (good luck Gry og Ellen :-) Når vi har fri, går vi med Yohei på lokal restaurant (der ligger 2 tæt ved hospitalet). Her får man rigtig lækker swahilimad serveret med det samme og til en billig penge (fra 8-25kr). Kantinen på hospitalet er også ok, men man skal bare nå derover inden 12 ellers er der udsolgt, og det er svært for os at nå. Eftermiddagene bruges som regel på læsning eller arbejde under viften eller A/C i lejligheden, på internettet nede i lobbyen samt på lidt svømning i havet. Vi får hjælp til rengøring, men står selv for køkkenet, fejning og tømning af skrald. Og så selvfølgeligt håndvask af tøj. Synes det er ved at være lidt kritisk, at man skal håndvaske alt sit tøj, man bruger i 30 gr varme i 3 mdr i træk. Hotellet har vaskeordning, men det er forholdsvist dyrt, og forøvrigt bliver det tøj også håndvasket, og bliver heller ikke helt rent, hvilket man efterhånden kan se på vores uniformer. Lejligheden fungerer fint, og vi har det rigtigt fint med vores underboer og de ansatte, som er meget søde og hjælpsomme. Det er rart, at der er søde folk omkring os, og at vi bor så centralt, at vi kan gå alle steder hen. Og så har vi byens højeste og bedste tagterrasse-bar til en sundowner-Kilimanjaro-øl. Her er 1 lille supermarked, som har lidt gode ting, men ellers køber vi alt, hvad vi har brug for af mad og diverse i de små boder enten på det store Darajani marked eller i de små gader. Så det tager lidt tid at købe ind, når man skal 7 forskellige steder hen, men frugt og grønt er til gengæld fantastisk lækkert. Vi har endnu ikke vovet os ud i fisk eller kød, fordi slagtehuset simpelthen ser så ulækkert ud, men en fisk må prøves en dag. Det er en udfordring at slæbe alle indkøbene hjem, og med løse æg i en lille pose er succesraten heller ikke altid i top, når der er mange mennesker. Vi blev også lidt trætte af at slæbe litervis af vand op på 3. Sal, så nu laver vi vores eget kogte vand med lime, og maverne har da alligevel haft det rimeligt godt. Vi laver mad hjemme nogle aftener og går ud de resterende. Om aftenen går vi på turiststederne, hvor mad og drikke generelt er lidt dyrere 70-120 kr, men det er lidt hyggeligere at sidder der længe, og det kommer man til. Alt hernede går pole pole, så en juice kan let tage 45 min at servere og en salat 1,5 time. Ellers er der hver aften Night-market tæt ved os, hvor man kan få en masse spændende mad lige fra grillen. Uden fjernsyn, aviser og alle de ting og sager, man normalt skal ordne i DK, er aftenerne hernede ret lange, så vi kværner bøger igennem, og de 2 timer det tager at sende 6 billeder på mail pga det dårlige net, stresser os næsten heller ikke, og det er jo kun os, der forstår de danske bandeord der høres. Samtidigt får vi også snakket rigtigt meget om dagens oplevelser på arbejdet, diskuteret cases, snakket projekt mm, og det er der behov for. Strømmen går en gang imellem i en times tid, men efter få minutter tændes generatoren, som de fleste steder har, så det er til at leve med. Det er kun, hvis man går i de små gader eller som mig står i badet, når strømmen går, at minutterne føles meget lange, for alt bliver kulsort. Vandet i hanerne forsvinder også en gang imellem - i skrivende stund har vi ikke haft vand i køkkenet i 15 timer. Godt man har insektspray. Vi sover ikke vanvittigt godt hernede. Camilla vågner meget tidligt ,og kan så ikke sove mere, og jeg er som regel vågen et par timer i løbet af natten. Vi ved ikke, om det er varmen, lydene eller de mange kløende myggestik vi har, der er skyld i det. Trafikken er vanvittig hernede. De kører i venstre side og bruger horn og blinker mere på en tur, end jeg har gjort i al den tid, jeg har haft kørekort. Der er ingen hastighedsgrænser, så alle overhaler på de smalle veje, som også er fyldt med cyklister og knallerter. Ikke overraskende at vi ser mange trafikofre på hospitalet. På de lange ture beder man til Gud et par gange, for taxaerne er ikke vanvittigt veludstyrede med f.eks sikkerhedsseler til alle. Og så render der bøfler, geder, høns mm rundt på vejene også, så der er nok at holde øje med for chaufføren. Gaderne i Stone town er smalle og snoede, og der ligger alverdens butikker med alt muligt spændende og ligegyldigt indhold. Vi håbede lidt på, at de efter en måned hernede ville vide, at vi ikke var turister, men vi bliver stadig spurgt af de samme mennesker hver eneste dag, om vi vil købe en fodboldtrøje, en cd eller lign. Man bliver lidt hidsig, når nummer 20 spørger på 5 min. Sprogligt klarer vi os, da de fleste i Stone town snakker engelsk, og på arbejdet har vi fået en fin tolk, som hjælper os med de alvorlige snakke med forældrene om ernæring, diagnose, øvelser i hjemmet osv. Folk er ellers meget søde - vi kan joke med alle vores kolleger og især de 3 sygepl. Pili, Huraya og Hidaya er ved at blive glade for os. I starten kunne nærmest ingen af dem snakke engelsk og havde svært ved bare at sige godmorgen, men nu pludrer de alle løs på engelsk om shopping, undertøj, bikinier, læbepomade mm. Ude i byen føler vi os egentligt også fint tilpas og har kun enkelte gange oplevet, at folk var ubehagelige og råbte, fulgte efter os, fægtede med macheter mm. Vi klæder os i luftigt tøj, der ikke viser for mange former, skuldre eller knæ og har håret sat op, og det virker fint. Vi ser turister i mindre tøj, som også slipper afsted med det, men vi vil jo gerne have lokalbefolkningens respekt, når vi skal være her så længe, og så må solbadningen vente. Vi er alligevel også blevet solskoldede hver gang solen bare har ramt os i 10 sammenhængende minutter på trods af faktor 30. Fredag slutter arb.dagen altid lidt tidligere pga stor fredags-bøn, og så er de, att vi har tid til at opleve lidt af byen eller øen. Indtil videre har vi kun nået Paje og Jambiani samt Prison Island, så vi må se hvad det bliver til, men jeg er glad for, at jeg holder lidt ferie hernede efterfølgende til at opleve lidt flere ting, da Camilla tidligere har været her og leget turist. Vi har nu været her en måned og er tæt på at være halvvejs i vores projektperiode. Vores arbejds- og opholdstilladelse er stadig ikke færdig, men min er da sendt videre i systemet nu, sagde en SMS idag. Vi er så småt gået igang med den rapport vi skal aflevere, når perioden er slut og er begge meget spændte på hvordan det endelige resultat bliver hernede i fysioterapien, for det er ikke en lille, nem opgave, vi er gået igang med. Mange hilsener fra Sofie her i Stone Town. Er sikker på at Camilla også hilser mange gange!

GIANT seaturtles (uge 4)

En uge med med mandfald blandt de lokale fysioterapeuter, mere og mindre heldige strandture og en hyggelig weekend med kollegaer! Anne-Sofie tog onsdag morgen med hele out-reach holdet til Makunduchi Hospital for at behandle børn med klumpfødder. På et af billederne derfra ses bl.a. en 6-årig dreng med negligeret klumpfod med det resultat, at foden nu sidder på indersiden af benet, og han har fået et infektiøst sår. Ud over bandagisten Salem, som gipsede fødderne var Laila også med samt en fotograf, som filmede til en tv-udsendelse. Besøget var annonceret i radioen inden og finder kun sted hver 6. måned. Flere af børnene var ikke kommet under behandling i tide eller også var behandlingen ikke blevet fulgt op af forældrene, formentligt pga. manglende ressourcer til transport mm. Hver torsdag sætter vi os sammen efter arbejdsdagen er ovre, og der ikke er flere patienter, og holder faglig udvikling. Dette har vi gjort i 3 uger nu. Sidste torsdag fortalte vi begge om hverdagen for en fysioterapeut på et dansk hospital og danske krav og guidelines, og Camilla fortalte om fysioterapi på en akutmodtagelse. I denne uge til vores holdt Camilla undervisning med udgangspunkt i en aktiv tilgang til patienter med lænderygsproblemer. Hernede er det kutyme primært at benytte traktion, TENS og infra rød varme til behandling af denne patientgruppe, så Camilla gav et bud på en aktiv tilgang med inddragelse af McKenzie principper. Det blev meget vel modtaget, og vi har drøftet flere patientcases sammen. Vi talte også om mulighederne for holdtræning, og hvilke patienter vi vil involvere i første omgang, og vi nærmer os stille og roligt opstart for dette. Torsdag morgen sad vi i øvrigt troligt klar kl. 7:30 til Administration meeting, men efter et kvarter blev det annonceret, at mødet nok var aflyst. Fredag fik vi os en lille overraskelse, da vi mødte op og opdagede, at kun os og den japanske volontør var mødt på arbejde. Vi besluttede os for at gå til stuegang, og denne var ikke aflyst denne gang som de sidste 2 fredage, og en af vores kollegaer dukkede da også op ved 9-tiden. I hverdagene holder vi meget af at svømme på vej hjem fra arbejde. Vi har prøvet os frem for at finde et sted, hvor vi er mest ugenerede, og vi har efter flere episoder med overvældende tilskuere og tilråb fundet vores favorit sted lige ved Traveller’s café. Her hopper vi hurtigt i vandet og svømmer lidt og trækker i en kjole, så snart vi er oppe af vandet. Det er dog lidt utilfredsstillende for en weekend, hvor man også gerne vil sole sig lidt, og denne weekend stod derfor i strand og solbadningens tegn! Lørdag tog vi en taxa til Mbweni Beach Hotel, hvor man kan ligge på en smuk lille strand, som tilhører hotellet fuldstændig ugenereret. Søndag tog vi en båd til Prison Island sammen med vores kollega Idrissa og Yohei, en anden japansk volontør og deres japanske ven. Vi havde en dejlig dag, hvor vi så kæmpe skildpadder, snorklede, badede og svømmede og sluttede dagen med frokost på Livingstone med silende regn udenfor. Hilsner fra Anne-Sofie & Camilla

Billeder

Hvidovre 236 og Hurumzi 236

Så har jeg været hjemme i Danmark i godt en uge. Det er rigtig efterår , det regner og stormer, så godt at høre at I har det godt på Zanzibar. Ja 236 hedder det jo begge steder, men der er forskel. Hvidovre har en anden temperatur, ikke så mange åbne udendørs arealer, ingen VIP afdeling, patienterne lider af helt andre sygdomme omend noget er ens, de pårørendes opgaver er helt forskellige og nu har vi fri besøgstid ikke noget med kl. 13 som hos jer, det samme gælder booking og transport det er anderledes og også ændret mens jeg var væk. Da jeg kom hjem, er der ikke længere kørsel til den specialiserede genoptræning fra hospitalet, det er kommunen der skal betale- lige nu kører vi på en særaftale og skal snart mødes med Direktionen om det, så en noget anden udfordring end jeres. Ved I hvordan patienterne kommer ind til Mmazi Mnoja, med Dala Dala, knallert eller  gåben?
På vejen hjem så jeg  Kilimanjaro fra flyet. Den ser ikke så stejl ud, jeg tror sagtens, du kan gå op Anne Sofie, du tager jo trapperne flere gange dagligt på Hurumzi 236.
Det var  et par forrygende uger, vi havde sammen, og jeg synes vi kom godt i gang, om end I blev kastet lige ud i arbejdet, jeg tror desværre ofte det er sådan, hørte fra de tidligere Nordmærd at pludselig stod der nogle studerende fra KCMS, uden nogle havde hørt noget om det- vær forberedt på at det kan ske igen.
Jeg lægger nogle billeder op af de patienter vi så ( og som vi havde fået lov til at fotograferer) - det er jo jeres virkelighed dernede og det var jo noget anderledes end Hvidovre. Fx.den 5 årige dreng med rygdeformiteter efter tuberkulose,  den unge pige med malaria, som efter al sandsynlighed havde angrebet hjernen, jeg tror hjernestammen var afficeret da hun havde disse voldsomme dystonier. gad vide hvordan det går med hende nu hvor familien tog hende hjem igen? Pigen hvor jeg var med til at lave skinner til armene, efterfølgende har jeg tænkt på om hun er "glasbarn", osteogenisis imperfecta, hvor knoglerne risikere at brække. Hendes skelet var i alt fald meget abnormt. Trafikulykker den unge mand med mange costabrud, fraktur flere steder på skulderen og hvor Abdull sendte ham retur til ort. kir så du kunne afgøre om de ville ostosyntere de løse fragmenter. Drengen med de klumpfodslignede ben, men som jo manglede lægbensknoglerne og som havde været i Indien, hvor de havde foreslået amputation- men hvor Salimm ville lave en form for ståstøttestativ. Efterfølgende har jeg tænkt på at Blade Runner ( fra Sydafrika) jo også var født uden fibula eller tibia, han blev også amputeret som lille- og kom jo både op og gå og ikke mindst løbe.

Håber det går godt med jeres undervisning, rygtræning gruppevis eller individuelt og opgørelser over patienterne. Kollegaerne herhjemme glæder sig rigtig meget til at høre mere om arbejdet, så de kan forberede sig så godt som muligt. Containeren er pakket, Bolette gjorde et kæmpe arbejde sammen med   to fra teknisk afdeling og Global Medical Aid, så forhåbentligt kommer det frem mens I stadig er der. Vi er ved at få sendt de originale forsendelsespapirer til dr. Jamala, så han kan få det ud af havnen, det må I gerne fortælle ham på mandag, hvad med poolen er den på vej væk? Spørg endelig til det, og bed lige Adam om at sende mig et prisoverslag på maling af  Fysioterapien, ja der er mange ting I har fat i.  Jeg håber, at det fungerer godt i lejligheden, at myggenettene er sat op i stuen, det ser superdejligt ud i jeres køkken med de vilde vegetar kokkerier- er  I snart klar til fisk eller rejer i eget køkken eller bliver det ved gående muslinger på dekorationsbakken? En af mine muslinger havde også en lille snegl i "maven" så den ligger udenfor på terrassen.
Om alt går vel mødes kollegaerne snart med mig og ser billeder, taler opgaver, praktiske ting etc. og så får I sikkert en masse konkret spørgsmål fra dem. Hvis vi skal vide noget specielt fra jer, så send lige en mail. Hyg jer i varmen, ved stranden eller på terrassen, hils alle dernede. Jette

Billeder