mandag den 17. februar 2014

Så er der gået tre uger

Hej alle sammen Tiden flyver afsted og vi føler allerede at vi har oplevet så meget.  Det er fantastisk at man kan blive så beriget på mange områder på så kort tid.  Vi har det godt alle tre og idag er Jette rejst hjem igen til det danske.  Vi er igang med at få malet hele vores ambulante afdeling hernede. Derhjemme kan sånn noget tage tid og sætte ens tålmodighed på prøve, men hernede gør det helt sikkert :-) det tar tid .... Det har nu taget en uge og vi har måttet aflyse ambulante patienter fordi de har malet og det har lugtet meget kraftigt. Den positive side af det er at vi har kunnet prioritere de indlagte patienter som ellers i dagligdagen er svære at bruge meget tid på grundet travlhed med de ambulante. Ellen og jeg har været meget på børneafelingen og taget os af brandsårsbørnene der... Der er lige nu otte at tage sig af... Så har vi en pige fra trafikulykke med amputation af det ene ben og dropfod det andet grundet massive skader. Ligget stille mange uger og lige startet træning med os nu. Nogle dage føler vi os som de nye hospitalsklovne hernede :-) vi gør meget ud af at lave sjov med dem og deres mødre... Skabe smil og glæde... Og trøste dem indimellem at vi er nød til at være de hårde fysser og gøre ting der skaber mange tårer. De smiler stadig når vi kommer om morgenen og det betyder meget. Ellen har brugt en del tid over i klumpfodsambulatoriet sammen med salim som er bandagist derovre. De har brug for en del hjælp omkring dette og det er super Ellen er her til at give dem fif og sætte dem ind i de korrekte greb og andet. De skal læres op fra bunden i de rette principper, så de selv kan fortsætte behandlingen videre.  En stor del af de ambulante voksne er apopleksier, dårlige skulderpatienter, ryg patienter (hvilket man godt kan forstå når man ser nogle af de lokales arbejdsstillinger hernede), dårlig helede frakturer og fejlstillinger hvor man tænker : og hvad skal vi så lige gøre her, da der ikke tilbydes operation... Så tænker man lige ud af boksen og prøver at tilbyde relevant fysioterapi. Eksempelvis dukkede en ældre dame op til Ellen støttet af to pårørende og kørt hertil på ladet af en lille mini lastbil. Medbringende en røntgen billede og hendes lille bog (journalen). Intet andet. Der stod blot hofte fraktur og henvisning til fys. Ellen kiggede på røntgen og hoftehovedet var helt afrevet og resten af lårbenet sad forskudt op forbi hofteleddet. Havde hun ondt : JA !!! Ellen tænkte hun skulle direkte til operation men nej.. Vi snupper lidt fysioterapi :-) så konfererede vi lidt med hinanden og opstartede lidt blid træning. Næste gang hun kom var hun så glad og gennemførte øvelser og gik med gangramme :-) stof til eftertanke omkring smerte :-)  Ambulante børn... Mange dårlige CP børn som får gode råd omkring lejring og håndtering og almen stimulering, vandrette CP børn, hypotone børn, arm frakturer.  Håndtering af børn generelt hernede er væsentlig mere hårdhændet end derhjemme. Her tar man bare et slapt barn i armen og løfter hele barnet op. Dette forsøges at bremses øjeblikkelig da vi tænker... Av for Søren :-) børnene hænger på moren i lille pose hvilket gør at de har meget forsinket hovedkontrol og svage muskler da de ikke bliver lagt på gulvet... Fordi her er det bare jord. Tilgengæld ser vi så ingen skæve kranier men flotte velformede hoveder :-)  Vi erfarer hvertfald hernede at det er vigtigt at tænke ud af boksen og bruge sin fantasi og inddrage det som lokal befolkningen nu har til rådighed, tænke alternativt da midlerne er små. Eksempelvis bruge vandflasker til skuldertræning, sandposer til styrketræning, sand i balloner og man er nød til at spørge hvilke muligheder de har derhjemme. I lørdags var vi med juma, vores lokale bådmand som vi bruger hernede, til sandbanken :-) fantastisk sand ø som forsvinder når tidevandet kommer. Solede, badede i store bølger og snorklede i flere timer. Klart og grønt vand! Fik serveret ananas mango og kokos af juma og hyggede os. Juma er den samme bådmand som nordmændene bruger og han er til at stole på og virkelig en rar og serviceminded fyr.  Der har været musikfestival denne weekend. Vi oplevet optoget til det i torsdags. Helt fantastisk. Der er lang vej igen for os danskere til at bevæge numserne på den måde. Wow. Liv og glade dage i byen. I fredags kom Jette tilbage fra DAR. Vi havde gadefest hvor vi bor, fordi hotellet har fået nyt navn. Lokale dansere, gymnaster, musikere glædede gaden med show i flere timer og efterfølgende mad på tagterassen.  Vi har haft nogle heftige regnskyld hernede ... Forstår meget godt Asofs beskrivelse af regnen nu ... Vi har aldrig oplevet noget lignende. Man prøver at finde nogle bare pletter at komme frem på og hvis ikke så går man bare i regnpytter/floder.  Vi har haft en del uvejr ... Torden, lyn og blæsevejr. Det er ikke normalt det kommer nu så vi krydser fingre for at det ikke er regntiden der kommer tidligt i år.  Vi føler os mere hjemme i byen nu og var glade for at komme tilbage hertil efter vores weekend i DAR. Der havde vi lidt af en oplevelse med jan gintberg showet og hundrede andre danskere indenfor udviklingsarbejde hernede. Vi fik grinet godt og Ellen og Jette bliver en del af tv showet i maj måned derhjemme.  Knus til jer alle derhjemme fra os to muzunguer hernede :-) 

søndag den 2. februar 2014

Vores første indtryk

Første uge for os er gået ...  Vi kom hertil uden problemer og kom ind i landet let fordi Jette havde forberedt papirer på forhånd. Varmen slog os og selvom vi var forberedt, så var det en stor kontrast fra -10 til 40 grader. Vi så kilimanjaro fra det lille fly smukt med en lille sky foran.  Vores hotel lejlighed og tagterasse er super. De er så søde og hjælpsomme alle som arbejder her og man skal jo vende sig til som selvstændig dansk kvinde at hernede vil de hjælpe med alt og bære for dig og man får ikke lov at bære noget op ad alle trapperne til vores lejlighed :-)  Vi er blevet godt installeret og der er købt dejlige håndlavede puder som lidt hygge til vores egen lille tagterasse.  De første oplevelser med hospitalet var nogle søde kollegaer og vi har følt os meget velkommen af både norske kollegaer og de lokale i fysioterapien. Vi fik rundvisning på hele hospitalet og gik mest med de to første dage, havde patienter sammen med de andre. Selvom vi var godt forberedt hjemmefra omkring hvilke forhold patienterne havde så kom det nok som en øjenåbner når man ser det med egne øjne. Vi har det virkelig godt som patient i det danske sundhedsvæsen. De forhold de lever under hernede når de er indlagt ville vi nok ikke acceptere. Det er vigtigt at fokusere sin energi på fysioterapien og det vi kan udrette og hjælpe med på det område.  Ellen har været en del sammen med Rune den norske fys og Abdul den lokale fys, og jeg har været en del sammen med Cathrine den norske fys. Ellen har haft børn ambulant som indlagt og neurologiske patienter og jeg har haft børn ambulant og brandsårspatienter. Fysioterapien til brandsår hernede er først opstartet rigtig efter at Cathrine er kommet herned, som arbejder med dette på haukeland sygehus til daglig. Hun er fantastisk og kan lære os en masse på dette område, og hvordan vi håndterer disse patienter under afrikanske forhold. Det har været en øjenåbner for hvor vigtig dette område er og hvor essentiel fysioterapien er for disse menneskers forhold til den livskvalitet der kan opnåes. Cathrine er her 3 uger mere og vi skal fokusere på at få implementeret så meget som mulig mens hun er her og så vil Ellen og jeg fortsætte hendes arbejde og give det videre.  Vi var med til en afsked for to kvinder der skulle gå på pension. Frokost for alle hvor vi spiste med hænderne en ris ret :-) og de skønneste og varme taler. Yderst hjertevarme mennesker med et stort sammenhold.  Efter arbejde har vi været gode til at bade ved den lokale cafe ... Drikke en passionsfrugt drik og slappe lidt inden vi går igennem byen hjemad. Vi er også begyndt at vende os til at bade med tilskuere og lokale mænd der svømmer meget tæt på :-)  De første aftener spiste vi på top Tower restaurant på vores hotels tagterasse. Helt fantastisk. Igen de sødeste tjenere og man ligger der i araber puder og slapper af på gulvet og bliver serveret lækker mad til en ok pris.  For ikke at falde i søvn tidligt den dag vi ankom, valgte vi at gå på det lokale marked, som var en fantastisk oplevelse. Det bugnede med skønne frugter og grønt, det rå kød hængte ned fra loftet totalt dækket med fluer, fisk i alle størrelser og farver... Og så en skøn ældre lokal herre der tog sin siesta siddende midt på markedet i sin lille biks. Billed kommer senere.  Denne weekend har vi været på chumbe Island. Den skønneste bounty ø der drives økologisk. Vi har snorklet og boet i åbne bungalows hvor der også boede en lille familie med grønne slanger på 11/2 m lange. Interessant da vi ikke havde fået at vide at de fandtes... Så I kan nok forestille jer tre kvinder der får øje på dem lige ved sofaen i hytten. Jette udbrød: jeg hader slanger, bare det ikke er en grøn Mambo... Så har vi ikke langt igen :-) Tog billeder af dem og viste frem til frokosten, hvor vi så fandt ud af at de ikke var farlige.  Vi har nydt tiden derude og det var en godt vi prioriterede at komme lidt væk den første weekend. Snorklede i koral revet, spiste skøn mad under den vildeste stjernehimmel, og var på tur i skoven om aftenen med lygter for at finde chumbe Island coconut krabber ... Kæmpe store og i forskellige farver. Stor oplevelse. Hele øen er baseret på øko, solenergi, støtte til koralrevet, kompost af efterladenskaber (føde til coconut crabs, marine biological til st beskytte koralrevet.  Vi har alle været ramt af varmen og maverne skulle vende sig til de lokale baktusser. Nu er jeg så blevet rigtig skidt med en mulig lungebetændelse. Er startet penicillin idag efter konsultation over telefon med jettes mand. Hvis de virker er jeg hurtig bedre.  Det har været meget godt og nødvendigt at Jette har været her med os i starten.  Vi setter stor pris på hendes lokale viden og evne til at falde ind i kulturen og det lokale her. Det er vigtigt når man er udsendt så langt væk og til et så anderledes land at der er en tryghed i starten. Når Cathrine og Ulla kommer så er vi her jo og klædt på til at tage godt imod jer og lære fra os som Jette har gjort.  Vores swahili træner vi og der er da en del vigtig ord der falder på plads. Vi prøver hele tiden at spørge folk og lytter meget til hvordan de norske fysser klarer sig. Man kommer langt med ord - behøver ikke kaste os ud i sætninger med patienterne - ord og vise med kroppen så går det fint. Det var også det Asof fortalte os hjemmefra:-)  Vi har en sød tolk i fysioterapien som hedder hidaya og hun kan hjælpe os en del med samtaler hvor man er nød til at kommunikere med forældre ex. På afdelinger er der en del medicin studerende som snakker ok engelsk som man kan benytte sig af.  Vi er glade for at være her og nyder meget den anderledes kultur vi er kommet til. Det er en stor oplevelse. Vi føler en stor taknemmelighed fra de lokale for at vi er her og hjælper dem med deres fysioterapi.  Det er gået op for os efter en uge og utallige udklædninger, at vi nok er nød til snart at investere i 'teltet' :-) her er varmt!!!! Både inde og ud!!!  Vi håbet i alle har det godt hjemme og sender jer ofte mange tanker.  Ved vores næste indslag her, skal vi nok skrive noget mere om fysioterapien.  Knus fra Ellen og Gry