tirsdag den 26. november 2013

Billeder

Camilla og Auntie Pili
Strandtur til lokal strand
Syngende optog i indisk restaurant
Camilla på out reach

lørdag den 23. november 2013

Uge 7 - "Cake is not supposed to be hot"

Uge 7 har budt på hyggelig strandtur i internationalt selskab, fejring af Camillas fødselsdag og flere faglige udfordringer. I den seneste uge er vi blevet mere en smule bedre til at kommunikere på swahili med diverse tilhørende gestikulationer, da vi har måttet undvære tolke pga. sygdom og fravær. Dette gælder særligt de ambulante patienter og går ikke lige godt hver gang, men vi prøver. Onsdag var Camilla med ergoterapeuten, Amina, til Out Reach. Vi kørte sammen med Aminas assistent og en studerende til flere landsbyer ca. 45 minutter uden for Stone Town og behandlede børn med forskellige diagnoser, primært cerebral parese. Nogle af børnene var nu i en alder af 13 år blevet så tunge, at deres søskende ikke kunne bære dem den lange vej til hospitalet, og vejen til den lokale sundhedsklinik var derfor et overkommeligt alternativ for fortsat at få behandling. Der var i høj grad behov for fysioterapi såvel som ergoterapi. På afdelingerne har vi været udfordret fagligt ved både børn og voksne. Vi så en ung mand i 30’erne flere gange, som havde fascialis parese og flere neurologiske symptomer i benene og gangbesvær, som vi ikke kunne finde en diagnose på. Det viste sig, at manden havde Røde hunde. Han er i langsom bedring men langt fra rask stadigvæk. Vi har også på nuværende tidspunkt en lille pige i behandling med neurologiske udfald svarende til Parkinson og har efterspurgt en CT-scanning. Familien har ikke råd til at betale for den og må nu igennem hospitalets socialkontor og søge støtte til den. Vi konsulterede også med lægen, som behandler hende, da de ikke har taget højde for alle hendes neurologiske symptomer og dermed har fejldiagnosticeret hende. Vi har også været på tur med en kvindelig dansk læge, som vi har lært at kende hernede, vores svenske underbo, en dansk mand som arbejder med at udvikle det økologiske landbrug hernede og 2 arkitekstuderende fra Grækenland og Frankrig. Vi tog en bil ud til en smuk lokal strand og badede og sad og snakkede før vi vendte hjemad tidligt på aftenen. Torsdag fejrede vi Camillas fødselsdag i fysioterapiafdelingen. Camilla havde bestilt kage hos en dansk kvinde, som har en café i nærheden af hospitalet. Kagen fik blandede anmeldelser, blandt andet fordi den ikke var kold nok. Det var en hyggelig komsammen med både fødselsdagssang og taler. Fredag aften spiste vi med et par nye danske bekendtskaber, og restauranten, som havde fået nys om en fødselsar arrangerede et syngende optog af alle tjenerne. Det var lidt af en oplevelse. Fredag arbejdede vi på vores rapport og har nu så godt som færdiggjort den ud fra vores observationer og oplevelser de seneste 2 måneder. I næste uge siger vi velkommen til Robert-Jan, som skal arbejde her i 3 uger. Han overtager pladsen efter Camilla, som rejser hjem næste lørdag, og arbejder således en uge alene sammen med nordmændene, som også ankommer den kommende weekend. Hilsner fra Anne-Sofie og Camilla

onsdag den 13. november 2013

Flere billeder


Vores forsøg på at indføre fredagskage. De ligner æbleskiver, men er ikke sødet. Kagerne er ikke fantastiske hernede.




Vi mødte den danske læge Anne-Lie til en sundowner drink ved African house en smuk aften. Hun bor lige ved Tipu Tips hus ( en meget berømt rig slavehandler) så her er Anne-Lie og Camilla foran huset.
Udsigten fra vores Tower top restaurant ved solnedgang.
Fysioterapien
Toilettet i Fysioterapien
Hospitalet
Fysioterapien
Samen med tre sygeplejersker
Udsigt fra hospitalet
To glade mennesker.
Typisk frokost fra en lokal restaurant med mseto (ris med linser og kokosmælk), spinat og lidt frugt med agurk og kondenseret mælk til dessert.

søndag den 10. november 2013

Her er der nogle billeder, som Jette har taget på Zanzibar . Billeder fra de første uger børn, terapeuter mm.

lørdag den 9. november 2013

Uge 5 - Livet i Stone Town

Ugen er igen fløjet afsted. Udover arbejdet, der endnu engang byder på en masse spændende patienter, så har vi haft travlt med at lave statistikker over antallet af patienter, hvor mange gange de kommer hver måned, hvilke diagnoser, der er hyppigst mm. Det hele er håndskrevet, så det var noget af en opgave. Tirsdag mødtes vi med Anne-Lie, en dansk læge, der bor hernede, til drinks og mad, og det blev en givtig aften, da hun vidste en masse om både hospitalsvæsenet hernede og om øen/byen og kunne give os nogle fif.
Det bedste, der er sket i denne uge er, at vi har fået vores kollega Leilas chapati-opskrift. Chapati er de helt flade brød, som vi elsker hernede og nærmest spiser dagligt, hvis vi kan. Nu har vi så fået opskriften og skal have købt ind, men vi har besluttet at prøve det af onsdag og så overraske vores kollegaer med resultatet dagen efter, hvis det altså overhovedet bliver spiseligt. Vi ved dog slet ikke om det er muligt i vores køkken, da udvalget af køkkenting er ret begrænset.
 Livet hernede er dejligt, men meget anderledes end i DK. Man bliver alle dage vækket af bøn allerede ved 4-5 tiden. Bønnen er egentligt meget hyggelig, men den aggressive sirene, der skal lyde lige inden, er lidt trættende i længden, når man skal høre på den flere gange dagligt. Morgenmaden står som regel på på æg, brød, frugt og the hos os. Vi går de ca 15 min til arbejde igennem de smalle gader og møder kl 8.00 de fleste dage (7.30 torsdage). Når det har regnet, er det umuligt at komme tørskoet til arbejde, så der springer vi rundt, som legede vi jorden er giftig, for vandet ikke er så rent. Det er virkeligt en labyrint at finde rundt, især om morgenen og aftenen, når butikkerne er lukkede, for der er ingen synlige gadenavne, så man må lave små huskeregler, som feks til venstre ved kanonen, ligeud ved slagtepladsen, højre ved edderkoppecafeen, venstre igennem klam mørk tunnel osv, og det virker tilsidst. Vi kæmper med vores japanske kollega Yohei om at være der først om morgenen, gå sidst om eftermiddagen og være der flest dage i løbet af ugen. Vores afrikanske kolleger giver os ikke rigtig nogen konkurrence her, da de møder og går lidt som vinden blæser. Vi kæmper med at implementere pauser i løbet af dagen, men for det meste kører man bare på uafbrudt, til man får fri. Vi er op til 5 fysser i et lille halvmørkt rum med dårlig luft, så vi sveder i vores uniform med lange bukser og t-shirt. Og når man så ser, at kollegerne og patienterne som regel har 1 par bukser + bluse + 2 kjoler og tørklæde uden på, kan vi slet ikke forstå det. Børnene kommer tit i striksweatre, uldne sokker og hue + kjole i 10 lag tyl og tæppe. Men varmen er jo også kun de 27-30 grader nu, og det bliver først rigtigt varmt til februar/marts (good luck Gry og Ellen :-) Når vi har fri, går vi med Yohei på lokal restaurant (der ligger 2 tæt ved hospitalet). Her får man rigtig lækker swahilimad serveret med det samme og til en billig penge (fra 8-25kr). Kantinen på hospitalet er også ok, men man skal bare nå derover inden 12 ellers er der udsolgt, og det er svært for os at nå. Eftermiddagene bruges som regel på læsning eller arbejde under viften eller A/C i lejligheden, på internettet nede i lobbyen samt på lidt svømning i havet. Vi får hjælp til rengøring, men står selv for køkkenet, fejning og tømning af skrald. Og så selvfølgeligt håndvask af tøj. Synes det er ved at være lidt kritisk, at man skal håndvaske alt sit tøj, man bruger i 30 gr varme i 3 mdr i træk. Hotellet har vaskeordning, men det er forholdsvist dyrt, og forøvrigt bliver det tøj også håndvasket, og bliver heller ikke helt rent, hvilket man efterhånden kan se på vores uniformer. Lejligheden fungerer fint, og vi har det rigtigt fint med vores underboer og de ansatte, som er meget søde og hjælpsomme. Det er rart, at der er søde folk omkring os, og at vi bor så centralt, at vi kan gå alle steder hen. Og så har vi byens højeste og bedste tagterrasse-bar til en sundowner-Kilimanjaro-øl. Her er 1 lille supermarked, som har lidt gode ting, men ellers køber vi alt, hvad vi har brug for af mad og diverse i de små boder enten på det store Darajani marked eller i de små gader. Så det tager lidt tid at købe ind, når man skal 7 forskellige steder hen, men frugt og grønt er til gengæld fantastisk lækkert. Vi har endnu ikke vovet os ud i fisk eller kød, fordi slagtehuset simpelthen ser så ulækkert ud, men en fisk må prøves en dag. Det er en udfordring at slæbe alle indkøbene hjem, og med løse æg i en lille pose er succesraten heller ikke altid i top, når der er mange mennesker. Vi blev også lidt trætte af at slæbe litervis af vand op på 3. Sal, så nu laver vi vores eget kogte vand med lime, og maverne har da alligevel haft det rimeligt godt. Vi laver mad hjemme nogle aftener og går ud de resterende. Om aftenen går vi på turiststederne, hvor mad og drikke generelt er lidt dyrere 70-120 kr, men det er lidt hyggeligere at sidder der længe, og det kommer man til. Alt hernede går pole pole, så en juice kan let tage 45 min at servere og en salat 1,5 time. Ellers er der hver aften Night-market tæt ved os, hvor man kan få en masse spændende mad lige fra grillen. Uden fjernsyn, aviser og alle de ting og sager, man normalt skal ordne i DK, er aftenerne hernede ret lange, så vi kværner bøger igennem, og de 2 timer det tager at sende 6 billeder på mail pga det dårlige net, stresser os næsten heller ikke, og det er jo kun os, der forstår de danske bandeord der høres. Samtidigt får vi også snakket rigtigt meget om dagens oplevelser på arbejdet, diskuteret cases, snakket projekt mm, og det er der behov for. Strømmen går en gang imellem i en times tid, men efter få minutter tændes generatoren, som de fleste steder har, så det er til at leve med. Det er kun, hvis man går i de små gader eller som mig står i badet, når strømmen går, at minutterne føles meget lange, for alt bliver kulsort. Vandet i hanerne forsvinder også en gang imellem - i skrivende stund har vi ikke haft vand i køkkenet i 15 timer. Godt man har insektspray. Vi sover ikke vanvittigt godt hernede. Camilla vågner meget tidligt ,og kan så ikke sove mere, og jeg er som regel vågen et par timer i løbet af natten. Vi ved ikke, om det er varmen, lydene eller de mange kløende myggestik vi har, der er skyld i det. Trafikken er vanvittig hernede. De kører i venstre side og bruger horn og blinker mere på en tur, end jeg har gjort i al den tid, jeg har haft kørekort. Der er ingen hastighedsgrænser, så alle overhaler på de smalle veje, som også er fyldt med cyklister og knallerter. Ikke overraskende at vi ser mange trafikofre på hospitalet. På de lange ture beder man til Gud et par gange, for taxaerne er ikke vanvittigt veludstyrede med f.eks sikkerhedsseler til alle. Og så render der bøfler, geder, høns mm rundt på vejene også, så der er nok at holde øje med for chaufføren. Gaderne i Stone town er smalle og snoede, og der ligger alverdens butikker med alt muligt spændende og ligegyldigt indhold. Vi håbede lidt på, at de efter en måned hernede ville vide, at vi ikke var turister, men vi bliver stadig spurgt af de samme mennesker hver eneste dag, om vi vil købe en fodboldtrøje, en cd eller lign. Man bliver lidt hidsig, når nummer 20 spørger på 5 min. Sprogligt klarer vi os, da de fleste i Stone town snakker engelsk, og på arbejdet har vi fået en fin tolk, som hjælper os med de alvorlige snakke med forældrene om ernæring, diagnose, øvelser i hjemmet osv. Folk er ellers meget søde - vi kan joke med alle vores kolleger og især de 3 sygepl. Pili, Huraya og Hidaya er ved at blive glade for os. I starten kunne nærmest ingen af dem snakke engelsk og havde svært ved bare at sige godmorgen, men nu pludrer de alle løs på engelsk om shopping, undertøj, bikinier, læbepomade mm. Ude i byen føler vi os egentligt også fint tilpas og har kun enkelte gange oplevet, at folk var ubehagelige og råbte, fulgte efter os, fægtede med macheter mm. Vi klæder os i luftigt tøj, der ikke viser for mange former, skuldre eller knæ og har håret sat op, og det virker fint. Vi ser turister i mindre tøj, som også slipper afsted med det, men vi vil jo gerne have lokalbefolkningens respekt, når vi skal være her så længe, og så må solbadningen vente. Vi er alligevel også blevet solskoldede hver gang solen bare har ramt os i 10 sammenhængende minutter på trods af faktor 30. Fredag slutter arb.dagen altid lidt tidligere pga stor fredags-bøn, og så er de, att vi har tid til at opleve lidt af byen eller øen. Indtil videre har vi kun nået Paje og Jambiani samt Prison Island, så vi må se hvad det bliver til, men jeg er glad for, at jeg holder lidt ferie hernede efterfølgende til at opleve lidt flere ting, da Camilla tidligere har været her og leget turist. Vi har nu været her en måned og er tæt på at være halvvejs i vores projektperiode. Vores arbejds- og opholdstilladelse er stadig ikke færdig, men min er da sendt videre i systemet nu, sagde en SMS idag. Vi er så småt gået igang med den rapport vi skal aflevere, når perioden er slut og er begge meget spændte på hvordan det endelige resultat bliver hernede i fysioterapien, for det er ikke en lille, nem opgave, vi er gået igang med. Mange hilsener fra Sofie her i Stone Town. Er sikker på at Camilla også hilser mange gange!

mandag den 4. november 2013

GIANT seaturtles (uge 4)

En uge med med mandfald blandt de lokale fysioterapeuter, mere og mindre heldige strandture og en hyggelig weekend med kollegaer! Anne-Sofie tog onsdag morgen med hele out-reach holdet til Makunduchi Hospital for at behandle børn med klumpfødder. På et af billederne derfra ses bl.a. en 6-årig dreng med negligeret klumpfod med det resultat, at foden nu sidder på indersiden af benet, og han har fået et infektiøst sår. Ud over bandagisten Salem, som gipsede fødderne var Laila også med samt en fotograf, som filmede til en tv-udsendelse. Besøget var annonceret i radioen inden og finder kun sted hver 6. måned. Flere af børnene var ikke kommet under behandling i tide eller også var behandlingen ikke blevet fulgt op af forældrene, formentligt pga. manglende ressourcer til transport mm. Hver torsdag sætter vi os sammen efter arbejdsdagen er ovre, og der ikke er flere patienter, og holder faglig udvikling. Dette har vi gjort i 3 uger nu. Sidste torsdag fortalte vi begge om hverdagen for en fysioterapeut på et dansk hospital og danske krav og guidelines, og Camilla fortalte om fysioterapi på en akutmodtagelse. I denne uge til vores holdt Camilla undervisning med udgangspunkt i en aktiv tilgang til patienter med lænderygsproblemer. Hernede er det kutyme primært at benytte traktion, TENS og infra rød varme til behandling af denne patientgruppe, så Camilla gav et bud på en aktiv tilgang med inddragelse af McKenzie principper. Det blev meget vel modtaget, og vi har drøftet flere patientcases sammen. Vi talte også om mulighederne for holdtræning, og hvilke patienter vi vil involvere i første omgang, og vi nærmer os stille og roligt opstart for dette. Torsdag morgen sad vi i øvrigt troligt klar kl. 7:30 til Administration meeting, men efter et kvarter blev det annonceret, at mødet nok var aflyst. Fredag fik vi os en lille overraskelse, da vi mødte op og opdagede, at kun os og den japanske volontør var mødt på arbejde. Vi besluttede os for at gå til stuegang, og denne var ikke aflyst denne gang som de sidste 2 fredage, og en af vores kollegaer dukkede da også op ved 9-tiden. I hverdagene holder vi meget af at svømme på vej hjem fra arbejde. Vi har prøvet os frem for at finde et sted, hvor vi er mest ugenerede, og vi har efter flere episoder med overvældende tilskuere og tilråb fundet vores favorit sted lige ved Traveller’s café. Her hopper vi hurtigt i vandet og svømmer lidt og trækker i en kjole, så snart vi er oppe af vandet. Det er dog lidt utilfredsstillende for en weekend, hvor man også gerne vil sole sig lidt, og denne weekend stod derfor i strand og solbadningens tegn! Lørdag tog vi en taxa til Mbweni Beach Hotel, hvor man kan ligge på en smuk lille strand, som tilhører hotellet fuldstændig ugenereret. Søndag tog vi en båd til Prison Island sammen med vores kollega Idrissa og Yohei, en anden japansk volontør og deres japanske ven. Vi havde en dejlig dag, hvor vi så kæmpe skildpadder, snorklede, badede og svømmede og sluttede dagen med frokost på Livingstone med silende regn udenfor. Hilsner fra Anne-Sofie & Camilla

søndag den 3. november 2013

Billeder







Hvidovre 236 og Hurumzi 236

Så har jeg været hjemme i Danmark i godt en uge. Det er rigtig efterår , det regner og stormer, så godt at høre at I har det godt på Zanzibar. Ja 236 hedder det jo begge steder, men der er forskel. Hvidovre har en anden temperatur, ikke så mange åbne udendørs arealer, ingen VIP afdeling, patienterne lider af helt andre sygdomme omend noget er ens, de pårørendes opgaver er helt forskellige og nu har vi fri besøgstid ikke noget med kl. 13 som hos jer, det samme gælder booking og transport det er anderledes og også ændret mens jeg var væk. Da jeg kom hjem, er der ikke længere kørsel til den specialiserede genoptræning fra hospitalet, det er kommunen der skal betale- lige nu kører vi på en særaftale og skal snart mødes med Direktionen om det, så en noget anden udfordring end jeres. Ved I hvordan patienterne kommer ind til Mmazi Mnoja, med Dala Dala, knallert eller  gåben?
På vejen hjem så jeg  Kilimanjaro fra flyet. Den ser ikke så stejl ud, jeg tror sagtens, du kan gå op Anne Sofie, du tager jo trapperne flere gange dagligt på Hurumzi 236.
Det var  et par forrygende uger, vi havde sammen, og jeg synes vi kom godt i gang, om end I blev kastet lige ud i arbejdet, jeg tror desværre ofte det er sådan, hørte fra de tidligere Nordmærd at pludselig stod der nogle studerende fra KCMS, uden nogle havde hørt noget om det- vær forberedt på at det kan ske igen.
Jeg lægger nogle billeder op af de patienter vi så ( og som vi havde fået lov til at fotograferer) - det er jo jeres virkelighed dernede og det var jo noget anderledes end Hvidovre. Fx.den 5 årige dreng med rygdeformiteter efter tuberkulose,  den unge pige med malaria, som efter al sandsynlighed havde angrebet hjernen, jeg tror hjernestammen var afficeret da hun havde disse voldsomme dystonier. gad vide hvordan det går med hende nu hvor familien tog hende hjem igen? Pigen hvor jeg var med til at lave skinner til armene, efterfølgende har jeg tænkt på om hun er "glasbarn", osteogenisis imperfecta, hvor knoglerne risikere at brække. Hendes skelet var i alt fald meget abnormt. Trafikulykker den unge mand med mange costabrud, fraktur flere steder på skulderen og hvor Abdull sendte ham retur til ort. kir så du kunne afgøre om de ville ostosyntere de løse fragmenter. Drengen med de klumpfodslignede ben, men som jo manglede lægbensknoglerne og som havde været i Indien, hvor de havde foreslået amputation- men hvor Salimm ville lave en form for ståstøttestativ. Efterfølgende har jeg tænkt på at Blade Runner ( fra Sydafrika) jo også var født uden fibula eller tibia, han blev også amputeret som lille- og kom jo både op og gå og ikke mindst løbe.

Håber det går godt med jeres undervisning, rygtræning gruppevis eller individuelt og opgørelser over patienterne. Kollegaerne herhjemme glæder sig rigtig meget til at høre mere om arbejdet, så de kan forberede sig så godt som muligt. Containeren er pakket, Bolette gjorde et kæmpe arbejde sammen med   to fra teknisk afdeling og Global Medical Aid, så forhåbentligt kommer det frem mens I stadig er der. Vi er ved at få sendt de originale forsendelsespapirer til dr. Jamala, så han kan få det ud af havnen, det må I gerne fortælle ham på mandag, hvad med poolen er den på vej væk? Spørg endelig til det, og bed lige Adam om at sende mig et prisoverslag på maling af  Fysioterapien, ja der er mange ting I har fat i.  Jeg håber, at det fungerer godt i lejligheden, at myggenettene er sat op i stuen, det ser superdejligt ud i jeres køkken med de vilde vegetar kokkerier- er  I snart klar til fisk eller rejer i eget køkken eller bliver det ved gående muslinger på dekorationsbakken? En af mine muslinger havde også en lille snegl i "maven" så den ligger udenfor på terrassen.
Om alt går vel mødes kollegaerne snart med mig og ser billeder, taler opgaver, praktiske ting etc. og så får I sikkert en masse konkret spørgsmål fra dem. Hvis vi skal vide noget specielt fra jer, så send lige en mail. Hyg jer i varmen, ved stranden eller på terrassen, hils alle dernede. Jette