lørdag den 9. november 2013

Uge 5 - Livet i Stone Town

Ugen er igen fløjet afsted. Udover arbejdet, der endnu engang byder på en masse spændende patienter, så har vi haft travlt med at lave statistikker over antallet af patienter, hvor mange gange de kommer hver måned, hvilke diagnoser, der er hyppigst mm. Det hele er håndskrevet, så det var noget af en opgave. Tirsdag mødtes vi med Anne-Lie, en dansk læge, der bor hernede, til drinks og mad, og det blev en givtig aften, da hun vidste en masse om både hospitalsvæsenet hernede og om øen/byen og kunne give os nogle fif.
Det bedste, der er sket i denne uge er, at vi har fået vores kollega Leilas chapati-opskrift. Chapati er de helt flade brød, som vi elsker hernede og nærmest spiser dagligt, hvis vi kan. Nu har vi så fået opskriften og skal have købt ind, men vi har besluttet at prøve det af onsdag og så overraske vores kollegaer med resultatet dagen efter, hvis det altså overhovedet bliver spiseligt. Vi ved dog slet ikke om det er muligt i vores køkken, da udvalget af køkkenting er ret begrænset.
 Livet hernede er dejligt, men meget anderledes end i DK. Man bliver alle dage vækket af bøn allerede ved 4-5 tiden. Bønnen er egentligt meget hyggelig, men den aggressive sirene, der skal lyde lige inden, er lidt trættende i længden, når man skal høre på den flere gange dagligt. Morgenmaden står som regel på på æg, brød, frugt og the hos os. Vi går de ca 15 min til arbejde igennem de smalle gader og møder kl 8.00 de fleste dage (7.30 torsdage). Når det har regnet, er det umuligt at komme tørskoet til arbejde, så der springer vi rundt, som legede vi jorden er giftig, for vandet ikke er så rent. Det er virkeligt en labyrint at finde rundt, især om morgenen og aftenen, når butikkerne er lukkede, for der er ingen synlige gadenavne, så man må lave små huskeregler, som feks til venstre ved kanonen, ligeud ved slagtepladsen, højre ved edderkoppecafeen, venstre igennem klam mørk tunnel osv, og det virker tilsidst. Vi kæmper med vores japanske kollega Yohei om at være der først om morgenen, gå sidst om eftermiddagen og være der flest dage i løbet af ugen. Vores afrikanske kolleger giver os ikke rigtig nogen konkurrence her, da de møder og går lidt som vinden blæser. Vi kæmper med at implementere pauser i løbet af dagen, men for det meste kører man bare på uafbrudt, til man får fri. Vi er op til 5 fysser i et lille halvmørkt rum med dårlig luft, så vi sveder i vores uniform med lange bukser og t-shirt. Og når man så ser, at kollegerne og patienterne som regel har 1 par bukser + bluse + 2 kjoler og tørklæde uden på, kan vi slet ikke forstå det. Børnene kommer tit i striksweatre, uldne sokker og hue + kjole i 10 lag tyl og tæppe. Men varmen er jo også kun de 27-30 grader nu, og det bliver først rigtigt varmt til februar/marts (good luck Gry og Ellen :-) Når vi har fri, går vi med Yohei på lokal restaurant (der ligger 2 tæt ved hospitalet). Her får man rigtig lækker swahilimad serveret med det samme og til en billig penge (fra 8-25kr). Kantinen på hospitalet er også ok, men man skal bare nå derover inden 12 ellers er der udsolgt, og det er svært for os at nå. Eftermiddagene bruges som regel på læsning eller arbejde under viften eller A/C i lejligheden, på internettet nede i lobbyen samt på lidt svømning i havet. Vi får hjælp til rengøring, men står selv for køkkenet, fejning og tømning af skrald. Og så selvfølgeligt håndvask af tøj. Synes det er ved at være lidt kritisk, at man skal håndvaske alt sit tøj, man bruger i 30 gr varme i 3 mdr i træk. Hotellet har vaskeordning, men det er forholdsvist dyrt, og forøvrigt bliver det tøj også håndvasket, og bliver heller ikke helt rent, hvilket man efterhånden kan se på vores uniformer. Lejligheden fungerer fint, og vi har det rigtigt fint med vores underboer og de ansatte, som er meget søde og hjælpsomme. Det er rart, at der er søde folk omkring os, og at vi bor så centralt, at vi kan gå alle steder hen. Og så har vi byens højeste og bedste tagterrasse-bar til en sundowner-Kilimanjaro-øl. Her er 1 lille supermarked, som har lidt gode ting, men ellers køber vi alt, hvad vi har brug for af mad og diverse i de små boder enten på det store Darajani marked eller i de små gader. Så det tager lidt tid at købe ind, når man skal 7 forskellige steder hen, men frugt og grønt er til gengæld fantastisk lækkert. Vi har endnu ikke vovet os ud i fisk eller kød, fordi slagtehuset simpelthen ser så ulækkert ud, men en fisk må prøves en dag. Det er en udfordring at slæbe alle indkøbene hjem, og med løse æg i en lille pose er succesraten heller ikke altid i top, når der er mange mennesker. Vi blev også lidt trætte af at slæbe litervis af vand op på 3. Sal, så nu laver vi vores eget kogte vand med lime, og maverne har da alligevel haft det rimeligt godt. Vi laver mad hjemme nogle aftener og går ud de resterende. Om aftenen går vi på turiststederne, hvor mad og drikke generelt er lidt dyrere 70-120 kr, men det er lidt hyggeligere at sidder der længe, og det kommer man til. Alt hernede går pole pole, så en juice kan let tage 45 min at servere og en salat 1,5 time. Ellers er der hver aften Night-market tæt ved os, hvor man kan få en masse spændende mad lige fra grillen. Uden fjernsyn, aviser og alle de ting og sager, man normalt skal ordne i DK, er aftenerne hernede ret lange, så vi kværner bøger igennem, og de 2 timer det tager at sende 6 billeder på mail pga det dårlige net, stresser os næsten heller ikke, og det er jo kun os, der forstår de danske bandeord der høres. Samtidigt får vi også snakket rigtigt meget om dagens oplevelser på arbejdet, diskuteret cases, snakket projekt mm, og det er der behov for. Strømmen går en gang imellem i en times tid, men efter få minutter tændes generatoren, som de fleste steder har, så det er til at leve med. Det er kun, hvis man går i de små gader eller som mig står i badet, når strømmen går, at minutterne føles meget lange, for alt bliver kulsort. Vandet i hanerne forsvinder også en gang imellem - i skrivende stund har vi ikke haft vand i køkkenet i 15 timer. Godt man har insektspray. Vi sover ikke vanvittigt godt hernede. Camilla vågner meget tidligt ,og kan så ikke sove mere, og jeg er som regel vågen et par timer i løbet af natten. Vi ved ikke, om det er varmen, lydene eller de mange kløende myggestik vi har, der er skyld i det. Trafikken er vanvittig hernede. De kører i venstre side og bruger horn og blinker mere på en tur, end jeg har gjort i al den tid, jeg har haft kørekort. Der er ingen hastighedsgrænser, så alle overhaler på de smalle veje, som også er fyldt med cyklister og knallerter. Ikke overraskende at vi ser mange trafikofre på hospitalet. På de lange ture beder man til Gud et par gange, for taxaerne er ikke vanvittigt veludstyrede med f.eks sikkerhedsseler til alle. Og så render der bøfler, geder, høns mm rundt på vejene også, så der er nok at holde øje med for chaufføren. Gaderne i Stone town er smalle og snoede, og der ligger alverdens butikker med alt muligt spændende og ligegyldigt indhold. Vi håbede lidt på, at de efter en måned hernede ville vide, at vi ikke var turister, men vi bliver stadig spurgt af de samme mennesker hver eneste dag, om vi vil købe en fodboldtrøje, en cd eller lign. Man bliver lidt hidsig, når nummer 20 spørger på 5 min. Sprogligt klarer vi os, da de fleste i Stone town snakker engelsk, og på arbejdet har vi fået en fin tolk, som hjælper os med de alvorlige snakke med forældrene om ernæring, diagnose, øvelser i hjemmet osv. Folk er ellers meget søde - vi kan joke med alle vores kolleger og især de 3 sygepl. Pili, Huraya og Hidaya er ved at blive glade for os. I starten kunne nærmest ingen af dem snakke engelsk og havde svært ved bare at sige godmorgen, men nu pludrer de alle løs på engelsk om shopping, undertøj, bikinier, læbepomade mm. Ude i byen føler vi os egentligt også fint tilpas og har kun enkelte gange oplevet, at folk var ubehagelige og råbte, fulgte efter os, fægtede med macheter mm. Vi klæder os i luftigt tøj, der ikke viser for mange former, skuldre eller knæ og har håret sat op, og det virker fint. Vi ser turister i mindre tøj, som også slipper afsted med det, men vi vil jo gerne have lokalbefolkningens respekt, når vi skal være her så længe, og så må solbadningen vente. Vi er alligevel også blevet solskoldede hver gang solen bare har ramt os i 10 sammenhængende minutter på trods af faktor 30. Fredag slutter arb.dagen altid lidt tidligere pga stor fredags-bøn, og så er de, att vi har tid til at opleve lidt af byen eller øen. Indtil videre har vi kun nået Paje og Jambiani samt Prison Island, så vi må se hvad det bliver til, men jeg er glad for, at jeg holder lidt ferie hernede efterfølgende til at opleve lidt flere ting, da Camilla tidligere har været her og leget turist. Vi har nu været her en måned og er tæt på at være halvvejs i vores projektperiode. Vores arbejds- og opholdstilladelse er stadig ikke færdig, men min er da sendt videre i systemet nu, sagde en SMS idag. Vi er så småt gået igang med den rapport vi skal aflevere, når perioden er slut og er begge meget spændte på hvordan det endelige resultat bliver hernede i fysioterapien, for det er ikke en lille, nem opgave, vi er gået igang med. Mange hilsener fra Sofie her i Stone Town. Er sikker på at Camilla også hilser mange gange!

5 kommentarer:

  1. Hej ASOF! Tusind tak for opdate fra Zanzibar. Det er så spænende at høre om hvordan det går! Det lyder som om du har klare det fint, med at være allene nogle dage, hvilket jeg sagtens kan forstå, føltes som en udfodring! Sejt!! Tænk at I allerede er halvvejs i jers periode, tiden løber alltså starkt.
    Keep up the good work!
    Kram Maria Sv.

    SvarSlet
  2. Det lyder vel nok dejligt, og sikke en masse I får oplevet.
    Jeg har igen idag forsøgt at lægge billeder fra vores første tid op på blokken.

    SvarSlet
  3. Ja der står Camilla og Anne Sofie som udgiver- men det var Jette

    SvarSlet
  4. Spændende læsning.. Det lyder til at resten af jeres fys liv bliver i total luksus, når tingene bliver sat er perspektiv på den måde.

    Mvh. Topper

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha ha Topper, der er nok rigtigt nok - ser frem til et liv i luksus. Savner dig faktisk lige for tiden, for nakken har haft det skidt idag pga tunge patienter og ingen brikse eller senge der kan køres op / ned og ingen gangredskaber, så man slæber rundt på folk. Laver mine øvelser men kunne godt lige bruge et "knæk". Mange hilsener herfra

      Slet