Uge 3 - en uge med fart på

Sidste fredag gik nu stille og roligt pga fortsatte Eid-fester, så ved frokosttid tog vi ud og besøgte vores danske konsul Bente til the og en snak.
Lørdagen gik med en Spice-tur, hvor vi gik rundt på en farm og så kanel, jackfruit, gurkemeje, kardemomme, nelliker, kaffe, cacao mm blive til. Faktisk rigtigt spændende og lærerigt og vi fik smagt en masse sjove ting. Turen bød på frokost og spiceshopping, inden vi så en tidl. slavegrotte og tog til en lækker øde strand og badede. Hjemme igen skiftede vi tøj og tog så ud og besøgte britiske Mary, der arbejder for Danida hernede. Hun bor med sin hollandske mand i et stort lækkert hus med strand, så vi fik badet igen og fik så Bongo-juice i solnedgangen på terrassen. Søndag tog Jette og jeg en båd til en stor sandbanke, der kommer frem hver formiddag ved lavvande. Vi snorklede og så en masse fisk og søpindsvin, solede, fandt skaller og slappede af, men kl 13 måtte vi "flygte for livet" ud i båden igen, da øen næsten var blevet oversvømmet igen. Camilla tog ud til Marys genbo Aida imens, da hun havde behov for en fys. til sin ryg. Om aftenen spiste vi fin 3-retters menu for at sige pænt farvel til Jette, men det går simpelthen så langsom (pole pole) med maden hernede, at vi er ved at blive sindssyge. Man venter en halv time på drikkevarer, halvanden time på maden osv. Lidt stressende, når man skal tidligt op næste dag.
Mandagen startede med møde med hospitalsdirektøren Dr. Jamala, inden vi så en masse voksenpatienter. Der sad 41 personer klar og ventede allerede da vi kom, da Eid-festerne nu var slut, og så har folk igen tid til fysioterapi. Ved middagstid gik vi med Jette ud og spiste frokost og fulgte hende til taxaen med alt hendes habengut.
Så nu er vi på egen hånd.
Siden mandag er det gået meget stærkt med rigtigt mange ambulante patienter, så vi nærmest ikke har nået dem, vi har på afdelingerne, bl.a. nye stroke patienter, et 3-årigt trafikoffer på intensiv mm. Ugen har budt på rigtigt mange ryg-og nakkepatienter, CP-børn, raske børn, underernærede, frakturer, apopleksier mm. Det vælter ind med ambulante, og Camilla og jeg tager ret pænt fra, så vi tør slet ikke tænke på arbejdspresset hernede normalt. Vores tolk Auntie Hidaya er ved at udvikle sig til en hård fys, så når vi giver øvelser til patienterne, fordobler hun gentagelserne. Vi prøver at overtale hende til at læse til fys. Hun har talentet :-)

Ting er stadig lidt sjove hernede. Igår sad vi alene tilbage om eftermiddagen ,fordi folk bare var gået hjem, til begravelse, til bøn mm uden at sige farvel.
Idag sad vi til vigtigt staffmøde kl 7.30 som vores nye chef Adam ringede om igår aftes, fordi det var meget vigtigt. Vi viste os at være de eneste fysioterapeuter der var der til tiden (de fleste kom slet ikke), for så at finde ud af, at det hele foregik på Swahili. 1 fuld time om hospitalets økonomi og udvikling. Kun på swahili. Også slides og spørgsmål. Lidt spild af tid. Vi sad ca 40 mennesker i et meget lille rum og ikke en af dem havde sat deres telefon på lydløs, så der er konstant dutten og ringen, for man tager da tlf, selv om man sidder i møde med direktøren og 38 andre.
Til eftermiddag underviste Camilla og jeg i fysioterapi til akut indlagte patienter - the Danish Way og snakkede ud fra vores instrukser, behandlingskort mm. Det gav en god debat, og der var ting, de gerne ville tage til sig. Da vi var færdige, fik vi ros fra boss Adam "Thank you for letting us suck the milk out of you". Den ros har vi ikke fået før. Jette havde efterladt lidt dansk slik til os hernede, så vi bød kollegerne på skolekridt og losseplads, hvilket de var helt vilde med. De fik resterne med hjem til deres børn.
Slutningen på arb.dagen bød på et brev på dansk skrevet af en dansk læge hernede, der henviste en "landsby-høvding" til os efter en ankelfraktur, hvor han var endt med at være næsten 3 mdr i gips ved en fejl. Han blev båret ind af sit følge, men vi fik ham op at gå, gav ham øvelser mm og forhåbentligt bliver han okay igen. At vi gjorde det efter arbejdstid, sikrede os vist lidt rabat på snorkling, da en i følget ejede en dykkerforretning, så vi må snart på tur igen.

Vores sociale live hernede er lidt stille. Vi har selv lavet mad et par dage, men igår blev vi inviteret ud at spise indisk af Aida, den tysk-franske pige, hvis ryg Camilla havde behandlet, sammen med hendes irske mand Shade og 2 af deres venner - en franskmand og en italiener. Så det var rigtigt hyggeligt. I dag har vi været ude at bade med vores japanske kollega Yohei og bød ham på chapati og Tangawizi på vores tagterrasse efterfølgende. Vi har også snakket med vores underbo engelske Jude og behandlet hendes achillessene, så vi kender da en håndfuld efterhånden.

Vi kæmper med varmen hernede, især i løbet af arbejdsdagen, og man er generelt lidt energiforladt hernede. Det kniber med pauserne i løbet af arb.dagen, så frokost og vand indtages kl 15, når vi har fået fri, så det må vi også prøve at få ændret lidt på. Weekenden står på afslapning, gåture, badning mm her i Stone Town. Måske skal vi også ned at prøve nattelivet på Livingstone, som skulle være der det sker i ST. Vi har mestret at finde rundt i de meget kringlede, smalle gader siden Jette forlod os, så det er over al forventning. Vi har nu også fundet ud af hvor man køber de forskellige madvarer, taletid og andet, så der er ved at være styr på det. Nu mangler vi bare sproget!

Man kan leve som man vil hernede. Går man ud og spiser de de fine steder koster det 150-200 kroner med 2-3 retter og drikkelse. Laver man selv mad kan man leve meget billigt - for 60 kr kan man købe ind til flere dage til 2 mennesker, hvis man er villig til at undgå kød (og det er man, når man har set slagtehuset). På nightmarket kan du spise dig mæt for ca 15kr. Man kan betale alt både med shilling og dollars hernede og ATM's virker fint. Der er strømsvigt næsten dagligt af en times varighed, men de fleste steder har generatorer. Og internet svinger også en del.
Folk er søde hernede. Vi går tildækkede (dækker skuldre, knæ og brystparti) og det går fint. De fleste i stonetown snakker engelsk, så det kommer man langt med. Og tager man ud af byen er der paradis strande.

Vi melder mere ud igen om en uges tid. Mange hilsener Camilla og Anne-Sofie