Fra sten til sten ...

Hilsen fra os to der hopper fra sten til sten ... Ja så er regnen kommet :-) regntiden har helt klart meldt sin ankomst og indtil videre er det ret underholdende. Ankommer arbejde rimelig gennemblødte iført regnslag i grønt og blåt og paraplyer. Her går man i vand til sokkerne når det regner på sit bedste. Så til de næste der kommer .. gummistøvler :-)  Heldigvis bærer denne tid også præg af at det er korte perioder med regn og så kommer der ophold i vejret...der er dejlig luft og go vind for tiden.  Arbejdet går godt hernede. Vi føler os godt udfordret hver dag. Både fagligt kulturelt og sprogligt ;-) det sproglige kan være svært når man sidder med mange første gangs undersøgelser og patienten intet engelsk taler og vores søde hidaya som oversætter for os ikke er tilstede... Deres lille bog / journalen viser intet og nogle gange er man så heldig at de medbringer et røntgen som ikke er beskrevet og samtidig også er utydeligt... Så sætter man ellers igang med røntgen læsning, swahili for begyndere og bruger kroppen som redskab til at forstå meget ;-) heldigvis behandler vi side om side og bruger hinanden ... Hører hinandens 'nødkald' ... Siger til patienten kidogo kidogo ... Polle Polle... (Rolig rolig) og prøver at søge hjælp hos hinanden... Dette er ret muntert...Smil Det løser sig ofte med få ords swahili og ens egen visning af en bevægelse. Patienterne er fantastisk søde og taknemmelige. Forleden fik vi mangoer fra en patient i gave. Vi er igang med guidelines og hjemmeprogrammer som meget gerne skulle lette arbejdet lidt.  Ellen har fået introduceret en ny operationsteknik hernede, ad modum ponsetti, og har været med til operation af 18 klumpfødder... Det var en suveræn oplevelse for alle der deltog og fremover vil kirurgerne spare tid, og børnene vil slippe for lange tykke ar.  Jeg er igang med forberedelser til kommende fys uddannelse der skal starte hernede, som er meget spændende. Sidder nu med læsning af curriculum og skal få vores lokale fys gjort 'kampklar' til kommende studerende i klinisk forløb.  Vi har lige haft besøg af min mor og tante i to uger... Det gik ikke stille af sig. Vi følte os som de gamle og de var klart de unge i flokken, og mere til... Smil.  Der blev oplevet og grinet meget!  Vi nyder livet meget hernede... Specielt kulturen og den søde befolkning. De er simpelthen så glade, det er utrolig livsbekræftende. Det skønne grønne hav er vi ret forelsket i...så det næste hold kan glæde sig meget. Vi glæder os hvertfald til at tage imod jer snart.  Knus ellen og gry 

Så er der gået tre uger

Hej alle sammen Tiden flyver afsted og vi føler allerede at vi har oplevet så meget.  Det er fantastisk at man kan blive så beriget på mange områder på så kort tid.  Vi har det godt alle tre og idag er Jette rejst hjem igen til det danske.  Vi er igang med at få malet hele vores ambulante afdeling hernede. Derhjemme kan sånn noget tage tid og sætte ens tålmodighed på prøve, men hernede gør det helt sikkert :-) det tar tid .... Det har nu taget en uge og vi har måttet aflyse ambulante patienter fordi de har malet og det har lugtet meget kraftigt. Den positive side af det er at vi har kunnet prioritere de indlagte patienter som ellers i dagligdagen er svære at bruge meget tid på grundet travlhed med de ambulante. Ellen og jeg har været meget på børneafelingen og taget os af brandsårsbørnene der... Der er lige nu otte at tage sig af... Så har vi en pige fra trafikulykke med amputation af det ene ben og dropfod det andet grundet massive skader. Ligget stille mange uger og lige startet træning med os nu. Nogle dage føler vi os som de nye hospitalsklovne hernede :-) vi gør meget ud af at lave sjov med dem og deres mødre... Skabe smil og glæde... Og trøste dem indimellem at vi er nød til at være de hårde fysser og gøre ting der skaber mange tårer. De smiler stadig når vi kommer om morgenen og det betyder meget. Ellen har brugt en del tid over i klumpfodsambulatoriet sammen med salim som er bandagist derovre. De har brug for en del hjælp omkring dette og det er super Ellen er her til at give dem fif og sætte dem ind i de korrekte greb og andet. De skal læres op fra bunden i de rette principper, så de selv kan fortsætte behandlingen videre.  En stor del af de ambulante voksne er apopleksier, dårlige skulderpatienter, ryg patienter (hvilket man godt kan forstå når man ser nogle af de lokales arbejdsstillinger hernede), dårlig helede frakturer og fejlstillinger hvor man tænker : og hvad skal vi så lige gøre her, da der ikke tilbydes operation... Så tænker man lige ud af boksen og prøver at tilbyde relevant fysioterapi. Eksempelvis dukkede en ældre dame op til Ellen støttet af to pårørende og kørt hertil på ladet af en lille mini lastbil. Medbringende en røntgen billede og hendes lille bog (journalen). Intet andet. Der stod blot hofte fraktur og henvisning til fys. Ellen kiggede på røntgen og hoftehovedet var helt afrevet og resten af lårbenet sad forskudt op forbi hofteleddet. Havde hun ondt : JA !!! Ellen tænkte hun skulle direkte til operation men nej.. Vi snupper lidt fysioterapi :-) så konfererede vi lidt med hinanden og opstartede lidt blid træning. Næste gang hun kom var hun så glad og gennemførte øvelser og gik med gangramme :-) stof til eftertanke omkring smerte :-)  Ambulante børn... Mange dårlige CP børn som får gode råd omkring lejring og håndtering og almen stimulering, vandrette CP børn, hypotone børn, arm frakturer.  Håndtering af børn generelt hernede er væsentlig mere hårdhændet end derhjemme. Her tar man bare et slapt barn i armen og løfter hele barnet op. Dette forsøges at bremses øjeblikkelig da vi tænker... Av for Søren :-) børnene hænger på moren i lille pose hvilket gør at de har meget forsinket hovedkontrol og svage muskler da de ikke bliver lagt på gulvet... Fordi her er det bare jord. Tilgengæld ser vi så ingen skæve kranier men flotte velformede hoveder :-)  Vi erfarer hvertfald hernede at det er vigtigt at tænke ud af boksen og bruge sin fantasi og inddrage det som lokal befolkningen nu har til rådighed, tænke alternativt da midlerne er små. Eksempelvis bruge vandflasker til skuldertræning, sandposer til styrketræning, sand i balloner og man er nød til at spørge hvilke muligheder de har derhjemme. I lørdags var vi med juma, vores lokale bådmand som vi bruger hernede, til sandbanken :-) fantastisk sand ø som forsvinder når tidevandet kommer. Solede, badede i store bølger og snorklede i flere timer. Klart og grønt vand! Fik serveret ananas mango og kokos af juma og hyggede os. Juma er den samme bådmand som nordmændene bruger og han er til at stole på og virkelig en rar og serviceminded fyr.  Der har været musikfestival denne weekend. Vi oplevet optoget til det i torsdags. Helt fantastisk. Der er lang vej igen for os danskere til at bevæge numserne på den måde. Wow. Liv og glade dage i byen. I fredags kom Jette tilbage fra DAR. Vi havde gadefest hvor vi bor, fordi hotellet har fået nyt navn. Lokale dansere, gymnaster, musikere glædede gaden med show i flere timer og efterfølgende mad på tagterassen.  Vi har haft nogle heftige regnskyld hernede ... Forstår meget godt Asofs beskrivelse af regnen nu ... Vi har aldrig oplevet noget lignende. Man prøver at finde nogle bare pletter at komme frem på og hvis ikke så går man bare i regnpytter/floder.  Vi har haft en del uvejr ... Torden, lyn og blæsevejr. Det er ikke normalt det kommer nu så vi krydser fingre for at det ikke er regntiden der kommer tidligt i år.  Vi føler os mere hjemme i byen nu og var glade for at komme tilbage hertil efter vores weekend i DAR. Der havde vi lidt af en oplevelse med jan gintberg showet og hundrede andre danskere indenfor udviklingsarbejde hernede. Vi fik grinet godt og Ellen og Jette bliver en del af tv showet i maj måned derhjemme.  Knus til jer alle derhjemme fra os to muzunguer hernede :-) 

Vores første indtryk

Første uge for os er gået ...  Vi kom hertil uden problemer og kom ind i landet let fordi Jette havde forberedt papirer på forhånd. Varmen slog os og selvom vi var forberedt, så var det en stor kontrast fra -10 til 40 grader. Vi så kilimanjaro fra det lille fly smukt med en lille sky foran.  Vores hotel lejlighed og tagterasse er super. De er så søde og hjælpsomme alle som arbejder her og man skal jo vende sig til som selvstændig dansk kvinde at hernede vil de hjælpe med alt og bære for dig og man får ikke lov at bære noget op ad alle trapperne til vores lejlighed :-)  Vi er blevet godt installeret og der er købt dejlige håndlavede puder som lidt hygge til vores egen lille tagterasse.  De første oplevelser med hospitalet var nogle søde kollegaer og vi har følt os meget velkommen af både norske kollegaer og de lokale i fysioterapien. Vi fik rundvisning på hele hospitalet og gik mest med de to første dage, havde patienter sammen med de andre. Selvom vi var godt forberedt hjemmefra omkring hvilke forhold patienterne havde så kom det nok som en øjenåbner når man ser det med egne øjne. Vi har det virkelig godt som patient i det danske sundhedsvæsen. De forhold de lever under hernede når de er indlagt ville vi nok ikke acceptere. Det er vigtigt at fokusere sin energi på fysioterapien og det vi kan udrette og hjælpe med på det område.  Ellen har været en del sammen med Rune den norske fys og Abdul den lokale fys, og jeg har været en del sammen med Cathrine den norske fys. Ellen har haft børn ambulant som indlagt og neurologiske patienter og jeg har haft børn ambulant og brandsårspatienter. Fysioterapien til brandsår hernede er først opstartet rigtig efter at Cathrine er kommet herned, som arbejder med dette på haukeland sygehus til daglig. Hun er fantastisk og kan lære os en masse på dette område, og hvordan vi håndterer disse patienter under afrikanske forhold. Det har været en øjenåbner for hvor vigtig dette område er og hvor essentiel fysioterapien er for disse menneskers forhold til den livskvalitet der kan opnåes. Cathrine er her 3 uger mere og vi skal fokusere på at få implementeret så meget som mulig mens hun er her og så vil Ellen og jeg fortsætte hendes arbejde og give det videre.  Vi var med til en afsked for to kvinder der skulle gå på pension. Frokost for alle hvor vi spiste med hænderne en ris ret :-) og de skønneste og varme taler. Yderst hjertevarme mennesker med et stort sammenhold.  Efter arbejde har vi været gode til at bade ved den lokale cafe ... Drikke en passionsfrugt drik og slappe lidt inden vi går igennem byen hjemad. Vi er også begyndt at vende os til at bade med tilskuere og lokale mænd der svømmer meget tæt på :-)  De første aftener spiste vi på top Tower restaurant på vores hotels tagterasse. Helt fantastisk. Igen de sødeste tjenere og man ligger der i araber puder og slapper af på gulvet og bliver serveret lækker mad til en ok pris.  For ikke at falde i søvn tidligt den dag vi ankom, valgte vi at gå på det lokale marked, som var en fantastisk oplevelse. Det bugnede med skønne frugter og grønt, det rå kød hængte ned fra loftet totalt dækket med fluer, fisk i alle størrelser og farver... Og så en skøn ældre lokal herre der tog sin siesta siddende midt på markedet i sin lille biks. Billed kommer senere.  Denne weekend har vi været på chumbe Island. Den skønneste bounty ø der drives økologisk. Vi har snorklet og boet i åbne bungalows hvor der også boede en lille familie med grønne slanger på 11/2 m lange. Interessant da vi ikke havde fået at vide at de fandtes... Så I kan nok forestille jer tre kvinder der får øje på dem lige ved sofaen i hytten. Jette udbrød: jeg hader slanger, bare det ikke er en grøn Mambo... Så har vi ikke langt igen :-) Tog billeder af dem og viste frem til frokosten, hvor vi så fandt ud af at de ikke var farlige.  Vi har nydt tiden derude og det var en godt vi prioriterede at komme lidt væk den første weekend. Snorklede i koral revet, spiste skøn mad under den vildeste stjernehimmel, og var på tur i skoven om aftenen med lygter for at finde chumbe Island coconut krabber ... Kæmpe store og i forskellige farver. Stor oplevelse. Hele øen er baseret på øko, solenergi, støtte til koralrevet, kompost af efterladenskaber (føde til coconut crabs, marine biological til st beskytte koralrevet.  Vi har alle været ramt af varmen og maverne skulle vende sig til de lokale baktusser. Nu er jeg så blevet rigtig skidt med en mulig lungebetændelse. Er startet penicillin idag efter konsultation over telefon med jettes mand. Hvis de virker er jeg hurtig bedre.  Det har været meget godt og nødvendigt at Jette har været her med os i starten.  Vi setter stor pris på hendes lokale viden og evne til at falde ind i kulturen og det lokale her. Det er vigtigt når man er udsendt så langt væk og til et så anderledes land at der er en tryghed i starten. Når Cathrine og Ulla kommer så er vi her jo og klædt på til at tage godt imod jer og lære fra os som Jette har gjort.  Vores swahili træner vi og der er da en del vigtig ord der falder på plads. Vi prøver hele tiden at spørge folk og lytter meget til hvordan de norske fysser klarer sig. Man kommer langt med ord - behøver ikke kaste os ud i sætninger med patienterne - ord og vise med kroppen så går det fint. Det var også det Asof fortalte os hjemmefra:-)  Vi har en sød tolk i fysioterapien som hedder hidaya og hun kan hjælpe os en del med samtaler hvor man er nød til at kommunikere med forældre ex. På afdelinger er der en del medicin studerende som snakker ok engelsk som man kan benytte sig af.  Vi er glade for at være her og nyder meget den anderledes kultur vi er kommet til. Det er en stor oplevelse. Vi føler en stor taknemmelighed fra de lokale for at vi er her og hjælper dem med deres fysioterapi.  Det er gået op for os efter en uge og utallige udklædninger, at vi nok er nød til snart at investere i 'teltet' :-) her er varmt!!!! Både inde og ud!!!  Vi håbet i alle har det godt hjemme og sender jer ofte mange tanker.  Ved vores næste indslag her, skal vi nok skrive noget mere om fysioterapien.  Knus fra Ellen og Gry 

Så er der snart afgang for os to :-) Knus ellen og Gry

Billeder

Cathrine, boss Adam, Abdul, Asof, Rune og Robert foran fysioterapien.

Robert og Asof i vandet med kollegerne Yohei og Idrissa.

Hvidovrefysserne tjekker ud indtil slut januar - God jul

Så er det blevet juleaften, og min tur at skrive min sidste blog. Tilbage i det halvkolde Danmark, uden min kuffert med julegaverne, men med en rygsæk fyldt med tøj, oplevelser og erindringer, vil jeg forsøge at sætte nogle ord på min sidste uge på Zanzibar.

Arbejdsugen bød igen på lidt af hvert. I tirsdags havde vi 58 børn der ventede, da vi ankom, og vi var 4 fysioterapeuter. Så skal der arbejdes godt igennem, fordi vi skal også nå at have nogle patienter på afdelingerne. Det svære er, at man ikke aner, hvor mange der kommer. I torsdags kom der kun 24, og så er der til gengæld god tid.

I onsdags kom containeren. Den havde stået midt i en stor stak af containers, så det havde taget lidt tid at få den ud på hospitalet. Jeg har stået dagligt på Ministry for Health - dem der sørger for transport af containeren. De kunne heller ikke gøre så meget, men jeg ville i hvert fald minde dem om, at vi stod og ventede på den.

Det var noget af et syn at se containeren komme på hospitalet. Hele off-loadingen forløb glat, men det var godt nok et stort arbejde. Vi havde brug for en kran til flere stykker træningsudstyr. Lastbilen kørte over græs og træ til fysioterapien, og undgik med nød og næppe de 2 buske som dronning Margrethe og prins Joachim havde plantet! Det var vist mere held end forstand; havde buskene stået i vejen, var de også bliver kørt over.

Computerne og andre tyveri-følsomme ting blev off-loaded og låst inde. Det havde de rigtig godt tjek på. Noget af træningsudstyret står dog udenfor fysioterapien- de er for tunge at transportere ind med håndkraft. Der kommer en slags vogn, der skal hjælpe med det. Det er dog ikke alt træningsudstyret, der er plads til. Fysioterapeuterne må vælge hvilket træningsudstyr, de ønsker at bruge mest. Der er efter sigende også brug for træningsudstyr på det psykiatriske Hospital, det er jo en mulighed at give dem noget af det. Det er direktøren Doktor Jamala, der står for videre fordeling.

De første dage i ugen boede jeg alene i lejligheden. Der tullede jeg lidt rundt og hyggede mig både på gaden, markedet og vores egen tagterasse. I onsdags kom Asof og hendes gæster tilbage og i torsdags kom hendes familie så også. Det var rigtig hyggeligt. Det er lidt mærkelig at tage på arbejde, når man omringet af mennesker i højt feriehumør. Men det gik fint.

Hvad der ikke helt gik efter planen er min hjemrejse. Da det nærmede sig 19.30 i lørdags, blev passagerene til Amsterdam råbt op. Flyet til Nairobi var forsinket, så vi skulle prøve at nå et fly i Dar es Salaam. Vi var 11 der fløj den vej, men da vi ankom til Dar, var der ingen der vidste noget, og stod vil lidt fortabte der. Vi ville ikke gå ud, da det eneste vi havde var nogle gyldige boardingpasses fra flyet fra Nairobi til Amsterdam, og et afrevet boardingkort fra Zanzibar til Nairobi. Det kan man ikke rigtig bruge i Dar es Salaam.
Men så kom der hjælp - vi fik besked på at vi kunne spise, men at flyet til Nairobi VAR taget af sted. Der stod et KLM fly mod Amsterdam klar, der var også pladser, men manden havde ikke spurgt dem, trods gentagne opfordringer til at spørge. Efter maden fik vi besked på, at nu skulle vi af sted mod Nairobi, og det skulle gå lidt tjept. Men først skulle vi tilbage til Zanzibar, og hente de andre passagerer, der havde stået at vente sammen med os, på flyet mod Nairobi. Der var der mange, der blev sure!!

Vi kom i hvert fald alt for sent til Nairobi, og her skulle vi forsøge at få en plads på flyet mod Amsterdam om morgenen. Det er sjovt og lærerigt at se på reaktionerne fra de andre passagerer. Nogle få tager det stille roligt, men mange andre bukker under og begynder at råbe og være sure. Det fører ingen vegne hen, for dem der forsøger at hjælpe os, har ikke gjort noget forkert og kan ikke gøre noget.
Efter lang tid i transitkontoret lykkedes det kl. 4.00 am. at få boardingpas på Kenya Airlines morgenflight som skulle afsted kl 8.35. Egentlig skulle jeg være landet i Holland på det tidspunkt! Vi fik lidt morgenmad og jeg forsøgte at sove lidt på gulvet i lufthavnen. Jeg er ikke god til at sove på gulvet eller i flyet, så det blev ikke til meget søvn.

Da vi så kom ombord på flyet, skulle dækket først skiftes, så det gav yderligere en times delay. I Amsterdam fik jeg besked på, at jeg kunne få et fly den aften kl 21, så det betød yderligere 5 timers ventetid. Så er det godt man får 5 (!) euro til at snolde for! Jeg var ved at blive godt skeløjet af træthed, men Amsterdam er jo en stor og dejlig lufthavn, så jeg overlevede. Kl. 22.30 landede jeg så på København, præcis 30 timer efter jeg for første gang forlod Zanzibar. En forsinkelse på 13 timer. Så føles faktummet at Ellens oldschool kuffert, med alle mine gaver stadig stod i Nairobi, ikke som et stort slag. Jeg håber, at den når frem i dag, så pigerne kan få deres julegaver i aften.

Det var dejlig at se pigerne igen, og det føles fint at være hjem igen. Selvfølgelig savner jeg Zanzibar. Det har været en dejlig tid, med mange gode og fremmede oplevelser. Jeg vil gøre det hele om igen, hvis jeg fik chancen. Dem, der skal rejse på senere tidspunkt ,kan rolig glæde sig! Jeg har mødt en masse søde mennesker, lært en masse om både fysioterapi og sundhedsvæsenet. Nogle gange skal man begive sig i andre kulturer for at blive klogere på sin egen kultur. Jeg føler, at turen har givet mig nogle andre perspektiver. Det var også rigtig godt at være der sammen med Asof, og det var hyggeligt at lære hendes familie og venner at kende.
Et stort tak til alle, der har taget godt imod mig på Zanzibar. Både Camilla, Asof, fysioterapeuterne fra Zanzibar og Haukeland, sygeplejerskerne, tolkene og de forskellige vi mødte på øen.
Nu er det tid til at checke ud for denne gang. God jul og nytår til alle!

Asof tjekker ud :-)

Så er min sidste uge på Mnazi Moja overstået. Det har været en god uge igen, som bød på en cooking-class, opkast, en japaner der underviste en afrikaner i dansk, Robert i den afrikanske administrative mølle og afsked med masser af spændende patienter.

Tirsdag efter arbejde havde Maryam, Thureya og Hidaya medbragt alt, der skulle bruges til chapati. Efter arbejde gik de så igang med at vise os, hvordan man lavede dejen og den meget besværlige foldning af dejen. Japanske Yohei, Norske Cathrine samt Robert og jeg fik prøvet, og tilsidst fik Robert og jeg det hele med hjem til stegning. Chapatierne blev rigtigt gode og fik meget ros fra alle dagen efter, så nu har vi endeligt lært det rigtigt. Det bliver sjovt at prøve i DK med induktion.

I denne uge nåede vi også begge to at blive rigtigt mave-syge. Der er vist en lille bakterie i omløb, som trives rigtigt godt hernede i varmen, når det samtidigt regner en masse. Så selvom vi tænker meget over, hvad vi indtager, blev vi lige ramt igen.

Onsdag holdt vi afskedsmiddag for vores kolleger Yohei og Idrissa. Vi startede med svømning og smut-konkurrence, som Robert vandt. Så en øl på tagterrassen og så lavede vi pasta med kæmperejer og pandekager med fyld til dessert.
Yohei er ret lærenem i sprog og lærte et par danske sætninger på ingen tid, og han tog det så på sig at prøve at lære dem videre til Idrissa. Meget underholdende for os. Vi kommer til at savne de to en hel del, for de har virkelig været søde til at hjælpe hernede, og vi har haft mange hyggelige stunder.

Vi har jo ventet på vores container fra DK, som har været uger undervejs. Torsdag skulle Robert så lige prøve at få styr på, hvad der skulle ske, når containeren så egentligt ankom til havnen og skulle leveres til hospitalet. Hele dagen fes han rundt for at finde de rigtige mennesker, papirer etc, og da dagen var gået blev konklusionen, at alt arbejdet var spildt, for der havde hele tiden været helt styr på det. Ingen vidste bare, at de havde styr på det. Containeren står allerede på havnen nu og skal komme til hospitalet mandag. Spændende hvad der så sker, om der er plads til tingene etc.

Ugen bød endnu engang på nogle spændende arbejdsdage. Sidste børnedag og voksendag var faktisk lidt sørgelige, for der skulle siges farvel til nogle af de patienter, jeg har haft siden starten hernede. Jeg kommer til at savne arbejdet på hospitalet hernede, og det har været rigtigt spændende som fysioterapeut at se så meget nyt, som jeg ikke er vant til fra DK. Børnebehandlingerne har været noget helt nyt for mig, da vi kun ser voksne i min gruppe på Hvidovre. Men også alle brandsårs- og syreskaderne, frakturerne, at skulle fortolke røntgenbilleder og scanninger selv, stille diagnoser på patienter med specifikke symptomer som ikke er set af læger, behandle indlagte patienter på afdelingerne, hvor alt fungerer helt anderledes end i DK, lave lungefysioterapi uden noget udstyr osv har været voldsomt spændende. Hjemme i DK er vi meget specialiserede, så det er rart at få lov at udvide sin horisont og skulle tænke helt ud af boksen, når man behandler fordi omgivelserne og de tilgængelige træningsredskaber er meget anderledes.
Lidt hårdt, skræmmende og udfordrende til tider, men jeg føler virkeligt, at det har været en god udfordring, og at jeg tager en masse med mig hjem.
Kollegerne hernede (både fysioterapeuter, sygeplejesker, ergoterapeut og bandagisterne) har også været meget gæstfrie, åbne og hjælpsomme, og man kommer til at savne de daglige snakke og den gode humor. De er alle fagligt meget dygtige, så jeg har også lært en masse fra dem. Men deres arbejdstider, fremmøde og organisering har nogengange frustreret.

I næste uge spiser vi afskedsmiddag med nordmændene. Vi har haft et super samarbejde med dem, og er ret enige om mange ting. Vi er i hvert fald helt enige om, at det er vigtigt, at vores indsats skal koordineres rigtig godt, så man ikke sætter alt for mange ting i gang. Vi har fået overleveret nogle ting til dem, og de vil overlevere videre til Hvidovres næste hold. Sådan kan vi få en kontinuitet i arbejdet, og det er vigtigt, hvis vi skal ændre noget hernede i det lange løb.

Jeg vil nyde de sidste ugers ferie hernede på denne dejlige ø. De dejlige strande, den gode mad, der skal kigges på kæmpeskilpadder og røde silkeaber og svømmes med vilde delfiner, og alt det kulturelle i Stone Town skal opleves med familie og venner.
Robert melder tilbage i næste uge, når hans besøg er ved at være slut hernede og sender mange hilsener ud til alle.

Over and out fra mig hernede. Mange hilsener til alle, der har læst vores blog og forhåbentligt er blevet underholdt lidt om livet som fysioterapeut hernede. Det kan anbefales, hvis I nogensinde får chancen :-) og de næste hold skal bare glæde sig. God jul fra Anne-Sofie.