Endnu en udfordrende og god uge er overstået. Nu slapper vi!

Så er det blevet weekend igen. Og den er velfortjent, synes vi nok.
Robert blev kastet for tigerne fra mandag af, og følte sig lige et øjeblik som en giraf på rulleskøjter; der var ingen kære pandamor der. På hans første børnedag havde han ellers bedt om at få lov til lige at se med på et par patienter, men den gik ikke. Abdul havde fundet en spændende case, med en dreng på 6 år med spina bifida, som skulle træne sine ben. Han kunne ikke stå selv, men kunne holde sig lidt op, mens han støttede sig med sine hænder på sine lår, lidt som en frø. Stor tak til Abdul! Men det var nu lidt sjovt alligevel, og det gik. Der bliver også puklet som kameler med de indlagte, så uniformen er helt gennemblødt af sved.

Asof har en noget større Zanzibar erfaring, og bliver derfor ikke udfordret på samme måde. Hun er som en fisk i vandet, Men også hun bliver Bambi på glat is engang imellem. Her handler det om at kaste sig ud i det, og se hvad der kommer. Det er lidt svært, når man ikke kender alle mulighederne for videre udredning, henvisning til speciallæger (der kommer fra udlandet i en måneds tid en gang imellem), vejledning i ernæring eller når det er en diagnose, man nærmest aldrig har hørt om i DK.
Mwengine; næste! Og så kommer næste patient. Og der ved man aldrig hvad der kommer ind. Det er både spændende, udfordrende og meget lærerigt.
Alligevel kunne dette være noget, vi kunne prøve at arbejde på at ændre. Nu er det tilfældigt, hvem der behandler patienten. På 6 gange risikerer patienten at have været behandlet af 6 forskellige fysioterapeuter med forskelligt fokus. Men her skal alt ændres i små skridt og indsatsen skal koordineres. Vi er allerede i gang med at koordinere med nordmændene. Vi skal frem for alt undgå at komme som den klassiske bwana (white man) for at ændre deres system. Deres system virker jo, og det har sine fordele. Det er ikke altid nemt for os wazungus (udlændinge) at forstå deres logik, men der er en logik.

Rent fagligt er de lokale fysioterapeuter meget dygtige. De taler fint engelsk, og ved meget om meget. Der er sikkert nogle områder, hvor de kan lære fra os, men vi lærer omvendt også meget fra dem.  I Danmark har fysioterapeuter  og ergoterapeuter specialiseret sig en del, mens der på Zanzibar kun er 3 afrikanske fysioterapeuter og en ergoterapeut på hele øen, så de skal vide en masse. Der er generelt en mangel på speciallæger, hvorfor fysioterapeuterne er vant til at tage sig af lidt af hvert. Deres viden og kunnen er faktisk imponerende. Der kommer nogle fysioterapeutiske specialister, både fra Danmark og fra Bergen,og de kan selvfølgelig bidrage med noget fagligt, men det er særlig organiseringen, der skal kigges på.

Projektet hernede løber over 14 mdr, hvor 10 danske fysioterapeuter med forskellige specialer på skift kommer herned og skal hjælpe med at organisere arbejdet, lave kliniske retningslinier for de diagnoser som de oftest møder hernede samt hjælpe med opstart af registrering og statistik i fysioterapien. Samtidigt skal der gerne laves en uddannelse for fysioterapeuter her på øen, og fysioterapiafdelingen på hospitalet skal friskes lidt op. Der kommer en container fra DK med diverse ting til fysskolen og hospitalet som feks computere, printere, styrketræningsmaskiner, senge etc. Så forhåbentligt vil man kunne læse, om dette lykkes i løbet af det næste års tid her på bloggen.

Efter en hård arbejdsuge med en masse planer efter arbejde også (Robert udviser en vis grad af ADHD og kan ikke sidde stille i 2 min uden at der skal ske noget - som en hamster på speed) tog vi på "backpacker" tur til Nungwi for at nyde stranden i en forlænget weekend. Mandag er helligdag (Independence Day), og der kan potentielt blive uroligheder i byen, så vi blev anbefalet at forlade Stone Town.
Asof fik lov at bestille en taxa, så vi ikke skulle sidde i en Dalla Dalla i 2,5 time efter arbejde. Men hotel måtte hun ikke booke.
Rygsækken blev pakket med Roberts 2 par t-shirts og shorts samt lidt underbukser og en deo og de resterende 4/5 af rygsækken blev fyldt af Asof med sko, toiletsager, tøj etc. Robert følte sig lidt som et pakæsel. 5 par sko til 3 dage måtte han lige have forklaret. Og så afsted. På vejen ud nævnte Hotelmanager Lezenka, at vi jo var meget velkomne til at besøge hendes kærestes resort i Nungwi, da han jo skyldte os en tjeneste for noget knæ behandling. Så vi tog til Mnarani Beach Cottages og fik en meget god deal, som vi ikke kunne sige nej til.  Dermed blev Roberts backpackerplaner forpurret, og vi er alligevel endt på luksus resort - i bungalow få meter fra vandet, hvor livet leves i sneglefart. Her er 2 daglige buffeter, pool, wifi etc inkluderet for meget få penge. Backpackeren Robert føler sig lidt spærret inde som en løve i bur, men synes nu alligevel også, at her er meget flot og dejligt, og han slanger sig i solen. Og ingen opdager vel, at han kommer til måltiderne i det samme tøj 3 dage i træk og kun har sine sundhedssandaler med. Underbukserne bliver jo heldigvis vasket, når man svømmer i dem.

Idag, lørdag, forlod vi buret og gik en lang tur langs den smukke strand, og vi har fundet ud af, at italienere i speedos udgør størstedelen af beboerne her. Jo ældre de er, jo mindre er deres speedos, og det syn kunne vi godt have været foruden. Efter 2 mdr hernede i tildækket tilstand, bliver man næsten lidt forarget over, at se folk gå rundt så afklædte. Vi vendte om, da vi havde set tilstrækkeligt med behårede strandløver, og da Roberts ansigt var rødt som en bavians rumpe (man skal huske solcremen), skulle vi hjem til skyggen under palmerne.

Nungwi er nu et dejligt sted at tilbringe en weekend, men efter 3 dage på stranden, bliver det dejlig at komme hjem til Stone Town, hvor man virkeligt kan mærke, at man er i Afrika (og ikke i Italien). Generelt er der en utrolig kontrast mellem arbejdet på hospitalet og strandferie i Nungwi. Næsten lidt surrealistisk at opleve de 2 verdener på samme dag.

Livet i Stone Town er dejligt og indflydelsen er fra inderne og araberne oveni det afrikanske, og det ses både på maden, bygningerne, kulturen. Et meget spændende sted at gå rundt og vi lever af fantastisk frugt, frisk kokos, frisk fisk og skaldyr, ris og chapati og Roberts nye favoritdrik Stoney Tangawizi (ginger sodavand).

Asof har 4 arbejdsdage tilbage, inden juleferien starter med flere Zanzibar oplevelser, og Robert har 2 uger igen til at få styr på alt omkring containeren og få overleveret det sidste til nordmændene, der holder skansen alene, indtil danskerne er tilbage igen i slut januar. Det med containeren kan blive lidt tungt, men der er en fra sundhedsministeriet, der er specialiseret i at 'cleare' containers. Ham skal vi lige have kontakt med. Dette lykkedes ikke igår, så vi håber på bedre held i næste uge. Containeren er planlagt til at komme på fredag d 13.

Det er svært at forestille sig stormen Bodil, julefrokoster, julemad med et dejligt udvalg af svin etc, når man sidder her. Men 'we'll manage' - vi skal nok klare os i disse juletider uden juletræ. Vi nyder både arbejdet hernede samt alle de spændende ting vi oplever i fritiden, så vi julehygger fint uden jul.

Mange solrige hilsener til alle i kolde DK fra Robert og Anne-Sofie