Som 2016 er ved at løbe ud, er det vel på sin plads med en
mindre status på året der er gået, og hvor projektet er på nuværende tidspunkt.
Vi har fra Fysioterapien på Hvidovre hospital været løbende til stede på Zanzibar gennem
året med 2-3 fysioterapeuter arbejdende på Mnazi Mmoja og College og Health
Science på skift. Vi støtter i tiltagende grad lokale initiativer, mere end vi
iværksætter nyt. Det stemmer godt overens med projektets tidsplan, hvor der om
lidt tages hul på det sidste år af projekt perioden.
Det store emne i dette år har været, at de 21 lokale
fysioterapeut studerende skulle ud i deres første kliniske praktik ophold i
foråret, og senere igen nu i efteråret. Det har været en meget stor opgave for
både lokale og danske fysioterapeuter, at få det til at forløbe godt og
konstruktivt, så de studerende fik en god oplevelse og læring ud af mødet med
den kliniske virkelighed på Zanzibar. Det har krævet meget hjælp fra dansk side, og det har vi haft kompetente folk til at bidrage med løbende. Desuden har det
også været en øvelse i at formidle læring på en ny måde for vores lokale
samarbejdspartnere, særligt de 3-4 fysioterapeuter, som fungerer som
undervisere på uddannelsen til daglig. De har skullet omstille sig fra
tavle-undervisning til ren patient-case undervisning, og har fået syn for, i
hvilken grad de studerende kan omsætte deres teoretiske viden fra de seneste
3-4 semestre. Uddannelsen er sådan planlagt, at de studerende først kommer ud i
14 dages praktik på 4. semester, men derefter har næsten hele 5. og 6. semester i
praktik på hospitalet 4 dage om ugen. Så det er altså først nu, de studerende begynder at
kunne øve deres undersøgelses- og behandlings kompetencer. Det har været
virkelig interessant at følge både studerende, undervisere og vores egne,
danske fysioterapeuter i arbejdet med at afstemme forventninger og finde en
holdbar måde at håndtere samarbejdet om denne del af uddannelse og projekt
arbejde. Det er første gang for alle involverede, så der er ingen færdig
løsning. Produktet bliver til løbende og ved fælles hjælp.
Jeg arbejdede selv i projektet på Zanzibar i hele juni, hvor
jeg havde en rigtig god oplevelse sammen med Susanne, af at være en del af holdet på gulvet med patienterne,
til undervisning af de studerende og som praktisk hjælper i alt
forefaldende. Det kan være alt lige fra
at hjælpe Head of Department of Physiotherapy med at lave registrering i et
excel ark, vaske alt legetøj, udarbejde nyt trænings program på skrift, købe
sæbe til afdelingens eneste håndvask, eller at få et møde med folk højt oppe i
organisationen for sundhedsforvaltning på Zanzibar. Efter 3 år som Ph.d.
studerende, var det en gave at få lov at have patienter i hænderne igen.
Undersøge, diagnosticere, behandle, justere og lave ny plan. Det gav mig god
energi, og fik mig til at reflektere over vores egen praksis. Og den der
rygundersøgelse jeg brugte dagligt på klinik for 8-10år siden, den er jeg
faktisk stadig skarp i!
En del af mit arbejde var også at evaluere kompetence niveau
for de lokale fysioterapeuter, så vi sikrer, at vi også understøtter deres
udvikling hver især igennem projektsamarbejdet. En stor del af deres tid går nu
med undervisning på college, da der nu er 3 hold i gang; ét på hver årgang. Det
betyder, at de ikke selv tager så meget del i patientbehandlingen længere, men
har tiden besat af de studerende enten i praktik på hospitalet eller i klasse
undervisning på college. Evalueringen viste, at de alle har et godt eller
fornuftigt niveau ift. deres uddannelse og anciennitet, og at de rykker sig
godt i udvikling af kompetencer. Én ting er hvad test og svar siger mig, noget
andet er hvad jeg ser selv.
Jeg ser 4 fysioterapeuter på hvert deres niveau og
med hver sin rolle, som alle arbejder hårdt for at levere hvad der forventes og
kræves, både af os, lokale arbejdsgivere, studerende, patienter og dem selv. Ingen af de lokale fysioterapeuter havde erfaring med undervisning før vi startede projektet, så det er en kæmpe
opgave de har påtaget sig. En af de største forskelle for mig mellem kultur og
arbejdsmåder på Zanzibar og i Danmark, er fravær af systematisk fremgang. Sådan
forstået, at når vi f.eks. laver en lektionsplan, så er det ikke givet for den
lokale underviser, hvorfor lektionerne skal afvikles i den rækkefølge de er
planlagt. Og det kan der være mange grunde til. Nogle af dem er nok, at der ikke er
den samme grad af ressourcer – strøm, computere, internet, adgang til redskaber
og lokaler, som vi tager for givet i vores danske undervisnings system. Uden
strøm er det jo svært at afvikle en undervisning vist som powerpoint præsentation. Så er det jo netop en gave blot at være i stand til at omstille sig og tage den
næste lektion, som måske bedre kan afvikles med tusch på tavlen. Hvis der altså
er en tusch.
Undervisningen har svære kår på denne måde. Der mangler bøger, kun 4-5 på holdet har en computer og endnu færre har adgang til internet. Der skrives noter i store og små bøger, og udleveres kopi af undervisnings præsentationer, når der bruges den slags. Dette materiale udgør det primære opslagsværk for de fleste studerende. Så er der altså lang vej til at blive super reflekterende over egen praksis og inddrage nyeste evidens i behandlingen. Vejen er vist for dem, og de er SÅ ivrige for at blive dygtige fysioterapeuter. En gave, at få lov at mærke deres entusiasme og følge deres læring under disse, for os, vanskelige vilkår. Af alt det jeg har beskæftiget mig med i mit arbejdeliv, så er det dette arbejde, som har givet mest mening at bruge tid og energi på at være en del af.
Jeg tænker om mig selv, at jeg er et effektivt menneske, som kan omstille mig til det meste. Men jeg må altså sige, at jeg er i min tid gennem projektet har lært endnu mere om hvad omstillingsevne er. At træde et skridt tilbage og se på hvad de faktisk får til at lykkes, med de vilkår de har, det er altså imponerende! Jeg er fuld af beundring, over den måde vores lokale kolleger griber deres mulighed for udvikling og tager udfordringen op – hvor dårligt deres udgangspunktet for at arbejde systematisk frem gennem en plan mod et bestemt mål så end er.
Undervisningen har svære kår på denne måde. Der mangler bøger, kun 4-5 på holdet har en computer og endnu færre har adgang til internet. Der skrives noter i store og små bøger, og udleveres kopi af undervisnings præsentationer, når der bruges den slags. Dette materiale udgør det primære opslagsværk for de fleste studerende. Så er der altså lang vej til at blive super reflekterende over egen praksis og inddrage nyeste evidens i behandlingen. Vejen er vist for dem, og de er SÅ ivrige for at blive dygtige fysioterapeuter. En gave, at få lov at mærke deres entusiasme og følge deres læring under disse, for os, vanskelige vilkår. Af alt det jeg har beskæftiget mig med i mit arbejdeliv, så er det dette arbejde, som har givet mest mening at bruge tid og energi på at være en del af.
Jeg tænker om mig selv, at jeg er et effektivt menneske, som kan omstille mig til det meste. Men jeg må altså sige, at jeg er i min tid gennem projektet har lært endnu mere om hvad omstillingsevne er. At træde et skridt tilbage og se på hvad de faktisk får til at lykkes, med de vilkår de har, det er altså imponerende! Jeg er fuld af beundring, over den måde vores lokale kolleger griber deres mulighed for udvikling og tager udfordringen op – hvor dårligt deres udgangspunktet for at arbejde systematisk frem gennem en plan mod et bestemt mål så end er.
Planen for tiltag i projektet udvikles og afsluttes
løbende, som der i fællesskab bliver arbejdet igennem de forskellige indsatser.
Implementering og forankring tager lang tid. Men gør det ikke altid det? Nogle
indsatser har slået rod, så som Mnazi Mmojas eneste elektroniske patientregistreringssystem
udviklet af os. Et Excel ark til indtastning af antal patienter og diagnoser i fysioterapeutisk
behandling for at dokumentere over for sundhedsministeriet, at der er stærkt
behov for fysioterapeuter på Zanzibar. Og det er der. Hver af de 2-4 terapeuter
behandler 15-20 patienter om dagen. Patenterne bliver transporteret ind over
lange afstande på ladet af en lastbil, på cykel eller går selv. Venter i
timevis og rejser så hjem igen. De får måske en tid til om 8-10 dage, fordi der
ikke er plads før. Måske når de frem til den dag, måske lykkes det ikke, og så
dukker de op en anden dag i stedet. Der gives ikke behandlingstider, som vi
kender det her hjemme. F.eks. onsdag d. 14. kl 10.30. Næh, der sættes en streg
på en kalender, og skrives i patientens eget kladdehæfte: kom tilbage igen d.
14.
Sådan går livet sin gang, og vi effektive danskere lærer
at omstille os til et andet system, der fungerer på åbne, umiddelbare vilkår.
Og det er der faktisk meget godt ved, når det kommer til stykket. Når vi ind
imellem får splejset lidt systematik ind i det umiddelbare – eller omvendt - så opstår der nogle gange magi. F.eks. prioriteres det nu, at den fysioterapeut som har set en given patient sidste gang, ser den samme patient igen. Sådan var
det ikke for 2 år siden. Da tog man den næste i bunken, uanset om det var kendt
eller ukendt patient. Det kan der også være noget godt i, men alligevel ved vi
her hjemme fra, at kontinuitet i patientforløb er en fordel for alle. Det frø
er nu plantet videre på Zanzibar.
Planen for projektet har taget mange drejninger, men alle involverede formår alligevel til sammen at bevare netop kontinuitet i samarbejdet. Det skal der holdes fast i også i den sidste etape af projektet, hvor det første hold, lokalt uddannede fysioterapeuter på Zanzibar forventes at komme igennem eksamen. Dét bliver en festdag, men mest af alt, en fremadrettet forskel der vil kunne mærkes på Zanzibar i de kommende år, når de nyuddannede fysioterapeuter kommer ud i arbejde fra midten af 2017.
En stor tak til alle involverede for et forrygende, meningsfyldt og energigivende samarbejde også i 2016.