Så blev det tid for mig ( Robert) at komme med et indlæg til bloggen;
Med eksamen i frisk erindring tog jeg onsdag eftermiddag af sted fra hospitalet for at rejse til Zanzibar bevæbnet med en antik kuffert som Ellen havde skaffet, fyldt med sko, legetøj og lidt gaver, tog jeg af sted, med kufferten rullende efter mig som en slags Bodil fra lillebror. Der blev gloet en del på gangen, men jeg var ligeglad, jeg skulle bare af sted, med en kuffert med hjul på, noget som for en backpacker er lidt et skår i sit selvbillede. Men det skår forsvandt hurtigt; hjulet under kufferten knækkede af, 10 meter foran hospitalet, og remmen et par meter længere frem, så så skulle der slæbes resten af vejen.
Lisbeth og børnene tog med på lufthavn for at tage afsked. Det var lidt hårdt men det gik fint. Efter en god og hurtig rejse, og efter alt gik glat ved tolderne og med indrejseformularer, tog jeg taxa til Mnazi Mmoja Hospital. Asof (Anne-Sofies kaldenavn på Hvh) ventede udenfor hospitalet, for at køre med mig til hotellet. Det er en sjov fornemmelse at se en kollega i sådanne fremmede omgivelser! Vant og uvant på samme tidspunkt.
Jeg blev installeret i Livingstoneværelset, og så var vi på vej til hospitalet igen nu på gåben. Det er noget af en udfordring at gå omkring i Stone Town, da vejene er smalle og kringlede. Asof ført mig hjemmevant og sikkert igennem byen. Jeg syntes godt nok at den så lidt for kringlet ud, men Asof og Camilla har afprøvet flere ruter, og var sikker på at dette var den hurtigste vej. Jeg var lidt kæk og sagde at jeg kunne vise dem en hurtigere vej. Jeg kan være lidt af en postdue, så jeg var ret sikker på mig selv.
Ankommet på hospitalet, blev jeg vist rundt, og mødte Camilla, kollegaerne, ergoterapeuten og assistenterne. Fysioterapien ser ud som på billederne, men alligvel lidt anderledes. Men der ser fint ud. Det første jeg skulle der var at være med til afskedssamling for Camilla og Asof. Der var alle kollegaerne samlet, så der blev hygget med slik, takketaler og sodavand. Både Camilla og Asof fik stor ros. Efter samlingen var arbejdet overstået, så det var en rigtig blød start.
Efter arbejde gik vi hjem i et gevaldigt regnvejr, med vandet til op over anklerne, igennem de smalle gader. Stonetown har stenbænke foran deres huse, så vi hoppede fra stenbænk til stenbænk, men til sidst gik vi bare med bare fødder hjem.
Jeg var rimelig træt der om aftenen, så efter noget god mad og hygge, faldt jeg hurtig i søvn.
Næste dag glædede pigerne sig til at se mine evner til at finde vej. De var ret sikker på at jeg vil ende det forkerte sted. Men som jeg havde lovet, fandt jeg en hurtigere vej, hvilket var godt, men lidt ærgerlig for Asof og Camilla. De havde glædet sig så meget til at jeg ville dumme mig! Det kommer sikkert senere, og så er jeg ret sikker på at i vil få det at vide :-)
Fredagen på hospitalet er en oplevelse. Man går stuegangsrunde sammen med en læge og mange andre personer, som laver noget, men det er ikke nemt at finde ud af hvad det er de laver. Asof og Camilla har beskrevet det udførlig, så jeg vil ikke gentage det for meget, men som nyankommen kan man forberede sig på en oplevelse som man netop ikke kan forberede sig på. Sår, blod, patienter med hoftenær fraktur på en madras på gulvet grundet sengemangel. Jeg havde egentlig tænkt at man måske skulle leje en scooter, men det tør jeg ikke længere. Jeg skal ikke risikere en fraktur her!
Vi 3 har hygget os de sidste par dage. Vi har gået lidt rundt, ligget lidt på stranden og spist god mad. Og i går gav Camilla en god afskeds-morgenmad på Towertop restaurant, her på hotellet. Det var rigtig dejlig, både med mad, vejr og selskab. Resten af dagen regnede det rimelig meget, og dagen gik med lidt indkøb og lignende. Generelt har det regnet rimelig meget og ofte siden jeg kom. Asof tror at jeg har taget det med fra Danmark. Det er dejlig at gå rundt i byen, og mærke pulsen og atmosfære. Hen mod aften tog vi afsked med
Camilla, der skulle af sted. Camilla efterlod sin badehåndklæde, og den bliver her, så den kan bruges til de fremtidige udsendte.
Dagen i dag stod på mere afslapning og regn. Vi ventede til det regnede med at gå ud. Det er MEGET vigtigt at Asofs hår ikke bliver vådt, fordi hun havde hårkur i. Det var derfor mere end rimelig at Asof tog parapluen og vi heller ikke kunne deles om den. Så jeg løb som en Ninja langs husmurene. Jeg har jo ikke hår mere, så mit eneste problem var at jeg blev gennevåd, og skulle vride vandet ud af min t-shirt før jeg måtte komme ind i restauranten. Jeg ventede at gøre det samme med min underbukser til efter vi var kommet hjem! Når det er sagt må jeg også ærlig sige, at det også var irriterende for Asof at hendes sko var blevet rigtig våde!
I dag var vi inviteret om at spise sushi hos Yohei og 3 af hans japanske venner. Der var også inviteret 5 zanzibarianer, bl.a. Idrissa, vores kollega, som jeg mødte første gang, og det blev fantastisk. Både maden, men også selvskabet var rigtig godt. At se afrikanerne rulle makisushi, som de aldrig har set i deres liv, og se dem spise sushi for første gang, og så med chopsticks, er et syn jeg ikke hurtig glemmer. Vi havde Gry's klejner med, og det var en stor succes. Også dansk julemandsskumsslik kørte godt igennem - det er jo første advent. Det er dejlig at se sådan en umage selskab have det så godt sammen!
I aften skal vi spise middag med vores nye norske kollegaer, Rune og Cathrine, som er ankommet i dag. Så selvom jeg nyder en kop kaffe på vores "private" tagterrasse, med udsigt over byens tage, moskeer, kirketårne og et hindutempel, mens solen der er ved at drukne i havet, bliver jeg nødt til at komme videre. Håber i alle får en god uge! Jeg glæder mig i hvert fald til min, med en vis ydmyghed overfor alle de nye ting jeg kommer til at opleve igen.
Mange hilsener fra Asof og jeg
| |||
Ingen kommentarer:
Send en kommentar