Arbejdsugen bød igen på lidt af hvert. I tirsdags havde vi 58 børn der ventede, da vi ankom, og vi var 4 fysioterapeuter. Så skal der arbejdes godt igennem, fordi vi skal også nå at have nogle patienter på afdelingerne. Det svære er, at man ikke aner, hvor mange der kommer. I torsdags kom der kun 24, og så er der til gengæld god tid.
I onsdags kom containeren. Den havde stået midt i en stor stak af containers, så det havde taget lidt tid at få den ud på hospitalet. Jeg har stået dagligt på Ministry for Health - dem der sørger for transport af containeren. De kunne heller ikke gøre så meget, men jeg ville i hvert fald minde dem om, at vi stod og ventede på den.
Det var noget af et syn at se containeren komme på hospitalet. Hele off-loadingen forløb glat, men det var godt nok et stort arbejde. Vi havde brug for en kran til flere stykker træningsudstyr. Lastbilen kørte over græs og træ til fysioterapien, og undgik med nød og næppe de 2 buske som dronning Margrethe og prins Joachim havde plantet! Det var vist mere held end forstand; havde buskene stået i vejen, var de også bliver kørt over.
Computerne og andre tyveri-følsomme ting blev off-loaded og låst inde. Det havde de rigtig godt tjek på. Noget af træningsudstyret står dog udenfor fysioterapien- de er for tunge at transportere ind med håndkraft. Der kommer en slags vogn, der skal hjælpe med det. Det er dog ikke alt træningsudstyret, der er plads til. Fysioterapeuterne må vælge hvilket træningsudstyr, de ønsker at bruge mest. Der er efter sigende også brug for træningsudstyr på det psykiatriske Hospital, det er jo en mulighed at give dem noget af det. Det er direktøren Doktor Jamala, der står for videre fordeling.
De første dage i ugen boede jeg alene i lejligheden. Der tullede jeg lidt rundt og hyggede mig både på gaden, markedet og vores egen tagterasse. I onsdags kom Asof og hendes gæster tilbage og i torsdags kom hendes familie så også. Det var rigtig hyggeligt. Det er lidt mærkelig at tage på arbejde, når man omringet af mennesker i højt feriehumør. Men det gik fint.
Hvad der ikke helt gik efter planen er min hjemrejse. Da det nærmede sig 19.30 i lørdags, blev passagerene til Amsterdam råbt op. Flyet til Nairobi var forsinket, så vi skulle prøve at nå et fly i Dar es Salaam. Vi var 11 der fløj den vej, men da vi ankom til Dar, var der ingen der vidste noget, og stod vil lidt fortabte der. Vi ville ikke gå ud, da det eneste vi havde var nogle gyldige boardingpasses fra flyet fra Nairobi til Amsterdam, og et afrevet boardingkort fra Zanzibar til Nairobi. Det kan man ikke rigtig bruge i Dar es Salaam.
Men så kom der hjælp - vi fik besked på at vi kunne spise, men at flyet til Nairobi VAR taget af sted. Der stod et KLM fly mod Amsterdam klar, der var også pladser, men manden havde ikke spurgt dem, trods gentagne opfordringer til at spørge. Efter maden fik vi besked på, at nu skulle vi af sted mod Nairobi, og det skulle gå lidt tjept. Men først skulle vi tilbage til Zanzibar, og hente de andre passagerer, der havde stået at vente sammen med os, på flyet mod Nairobi. Der var der mange, der blev sure!!
Vi kom i hvert fald alt for sent til Nairobi, og her skulle vi forsøge at få en plads på flyet mod Amsterdam om morgenen. Det er sjovt og lærerigt at se på reaktionerne fra de andre passagerer. Nogle få tager det stille roligt, men mange andre bukker under og begynder at råbe og være sure. Det fører ingen vegne hen, for dem der forsøger at hjælpe os, har ikke gjort noget forkert og kan ikke gøre noget.
Efter lang tid i transitkontoret lykkedes det kl. 4.00 am. at få boardingpas på Kenya Airlines morgenflight som skulle afsted kl 8.35. Egentlig skulle jeg være landet i Holland på det tidspunkt! Vi fik lidt morgenmad og jeg forsøgte at sove lidt på gulvet i lufthavnen. Jeg er ikke god til at sove på gulvet eller i flyet, så det blev ikke til meget søvn.
Da vi så kom ombord på flyet, skulle dækket først skiftes, så det gav yderligere en times delay. I Amsterdam fik jeg besked på, at jeg kunne få et fly den aften kl 21, så det betød yderligere 5 timers ventetid. Så er det godt man får 5 (!) euro til at snolde for! Jeg var ved at blive godt skeløjet af træthed, men Amsterdam er jo en stor og dejlig lufthavn, så jeg overlevede. Kl. 22.30 landede jeg så på København, præcis 30 timer efter jeg for første gang forlod Zanzibar. En forsinkelse på 13 timer. Så føles faktummet at Ellens oldschool kuffert, med alle mine gaver stadig stod i Nairobi, ikke som et stort slag. Jeg håber, at den når frem i dag, så pigerne kan få deres julegaver i aften.
Det var dejlig at se pigerne igen, og det føles fint at være hjem igen. Selvfølgelig savner jeg Zanzibar. Det har været en dejlig tid, med mange gode og fremmede oplevelser. Jeg vil gøre det hele om igen, hvis jeg fik chancen. Dem, der skal rejse på senere tidspunkt ,kan rolig glæde sig! Jeg har mødt en masse søde mennesker, lært en masse om både fysioterapi og sundhedsvæsenet. Nogle gange skal man begive sig i andre kulturer for at blive klogere på sin egen kultur. Jeg føler, at turen har givet mig nogle andre perspektiver. Det var også rigtig godt at være der sammen med Asof, og det var hyggeligt at lære hendes familie og venner at kende.
Et stort tak til alle, der har taget godt imod mig på Zanzibar. Både Camilla, Asof, fysioterapeuterne fra Zanzibar og Haukeland, sygeplejerskerne, tolkene og de forskellige vi mødte på øen.
Nu er det tid til at checke ud for denne gang. God jul og nytår til alle!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar