Hvidovrefysserne tjekker ud indtil slut januar - God jul

Så er det blevet juleaften, og min tur at skrive min sidste blog. Tilbage i det halvkolde Danmark, uden min kuffert med julegaverne, men med en rygsæk fyldt med tøj, oplevelser og erindringer, vil jeg forsøge at sætte nogle ord på min sidste uge på Zanzibar.

Arbejdsugen bød igen på lidt af hvert. I tirsdags havde vi 58 børn der ventede, da vi ankom, og vi var 4 fysioterapeuter. Så skal der arbejdes godt igennem, fordi vi skal også nå at have nogle patienter på afdelingerne. Det svære er, at man ikke aner, hvor mange der kommer. I torsdags kom der kun 24, og så er der til gengæld god tid.

I onsdags kom containeren. Den havde stået midt i en stor stak af containers, så det havde taget lidt tid at få den ud på hospitalet. Jeg har stået dagligt på Ministry for Health - dem der sørger for transport af containeren. De kunne heller ikke gøre så meget, men jeg ville i hvert fald minde dem om, at vi stod og ventede på den.

Det var noget af et syn at se containeren komme på hospitalet. Hele off-loadingen forløb glat, men det var godt nok et stort arbejde. Vi havde brug for en kran til flere stykker træningsudstyr. Lastbilen kørte over græs og træ til fysioterapien, og undgik med nød og næppe de 2 buske som dronning Margrethe og prins Joachim havde plantet! Det var vist mere held end forstand; havde buskene stået i vejen, var de også bliver kørt over.

Computerne og andre tyveri-følsomme ting blev off-loaded og låst inde. Det havde de rigtig godt tjek på. Noget af træningsudstyret står dog udenfor fysioterapien- de er for tunge at transportere ind med håndkraft. Der kommer en slags vogn, der skal hjælpe med det. Det er dog ikke alt træningsudstyret, der er plads til. Fysioterapeuterne må vælge hvilket træningsudstyr, de ønsker at bruge mest. Der er efter sigende også brug for træningsudstyr på det psykiatriske Hospital, det er jo en mulighed at give dem noget af det. Det er direktøren Doktor Jamala, der står for videre fordeling.

De første dage i ugen boede jeg alene i lejligheden. Der tullede jeg lidt rundt og hyggede mig både på gaden, markedet og vores egen tagterasse. I onsdags kom Asof og hendes gæster tilbage og i torsdags kom hendes familie så også. Det var rigtig hyggeligt. Det er lidt mærkelig at tage på arbejde, når man omringet af mennesker i højt feriehumør. Men det gik fint.

Hvad der ikke helt gik efter planen er min hjemrejse. Da det nærmede sig 19.30 i lørdags, blev passagerene til Amsterdam råbt op. Flyet til Nairobi var forsinket, så vi skulle prøve at nå et fly i Dar es Salaam. Vi var 11 der fløj den vej, men da vi ankom til Dar, var der ingen der vidste noget, og stod vil lidt fortabte der. Vi ville ikke gå ud, da det eneste vi havde var nogle gyldige boardingpasses fra flyet fra Nairobi til Amsterdam, og et afrevet boardingkort fra Zanzibar til Nairobi. Det kan man ikke rigtig bruge i Dar es Salaam.
Men så kom der hjælp - vi fik besked på at vi kunne spise, men at flyet til Nairobi VAR taget af sted. Der stod et KLM fly mod Amsterdam klar, der var også pladser, men manden havde ikke spurgt dem, trods gentagne opfordringer til at spørge. Efter maden fik vi besked på, at nu skulle vi af sted mod Nairobi, og det skulle gå lidt tjept. Men først skulle vi tilbage til Zanzibar, og hente de andre passagerer, der havde stået at vente sammen med os, på flyet mod Nairobi. Der var der mange, der blev sure!!

Vi kom i hvert fald alt for sent til Nairobi, og her skulle vi forsøge at få en plads på flyet mod Amsterdam om morgenen. Det er sjovt og lærerigt at se på reaktionerne fra de andre passagerer. Nogle få tager det stille roligt, men mange andre bukker under og begynder at råbe og være sure. Det fører ingen vegne hen, for dem der forsøger at hjælpe os, har ikke gjort noget forkert og kan ikke gøre noget.
Efter lang tid i transitkontoret lykkedes det kl. 4.00 am. at få boardingpas på Kenya Airlines morgenflight som skulle afsted kl 8.35. Egentlig skulle jeg være landet i Holland på det tidspunkt! Vi fik lidt morgenmad og jeg forsøgte at sove lidt på gulvet i lufthavnen. Jeg er ikke god til at sove på gulvet eller i flyet, så det blev ikke til meget søvn.

Da vi så kom ombord på flyet, skulle dækket først skiftes, så det gav yderligere en times delay. I Amsterdam fik jeg besked på, at jeg kunne få et fly den aften kl 21, så det betød yderligere 5 timers ventetid. Så er det godt man får 5 (!) euro til at snolde for! Jeg var ved at blive godt skeløjet af træthed, men Amsterdam er jo en stor og dejlig lufthavn, så jeg overlevede. Kl. 22.30 landede jeg så på København, præcis 30 timer efter jeg for første gang forlod Zanzibar. En forsinkelse på 13 timer. Så føles faktummet at Ellens oldschool kuffert, med alle mine gaver stadig stod i Nairobi, ikke som et stort slag. Jeg håber, at den når frem i dag, så pigerne kan få deres julegaver i aften.

Det var dejlig at se pigerne igen, og det føles fint at være hjem igen. Selvfølgelig savner jeg Zanzibar. Det har været en dejlig tid, med mange gode og fremmede oplevelser. Jeg vil gøre det hele om igen, hvis jeg fik chancen. Dem, der skal rejse på senere tidspunkt ,kan rolig glæde sig! Jeg har mødt en masse søde mennesker, lært en masse om både fysioterapi og sundhedsvæsenet. Nogle gange skal man begive sig i andre kulturer for at blive klogere på sin egen kultur. Jeg føler, at turen har givet mig nogle andre perspektiver. Det var også rigtig godt at være der sammen med Asof, og det var hyggeligt at lære hendes familie og venner at kende.
Et stort tak til alle, der har taget godt imod mig på Zanzibar. Både Camilla, Asof, fysioterapeuterne fra Zanzibar og Haukeland, sygeplejerskerne, tolkene og de forskellige vi mødte på øen.
Nu er det tid til at checke ud for denne gang. God jul og nytår til alle!

Asof tjekker ud :-)

Så er min sidste uge på Mnazi Moja overstået. Det har været en god uge igen, som bød på en cooking-class, opkast, en japaner der underviste en afrikaner i dansk, Robert i den afrikanske administrative mølle og afsked med masser af spændende patienter.

Tirsdag efter arbejde havde Maryam, Thureya og Hidaya medbragt alt, der skulle bruges til chapati. Efter arbejde gik de så igang med at vise os, hvordan man lavede dejen og den meget besværlige foldning af dejen. Japanske Yohei, Norske Cathrine samt Robert og jeg fik prøvet, og tilsidst fik Robert og jeg det hele med hjem til stegning. Chapatierne blev rigtigt gode og fik meget ros fra alle dagen efter, så nu har vi endeligt lært det rigtigt. Det bliver sjovt at prøve i DK med induktion.

I denne uge nåede vi også begge to at blive rigtigt mave-syge. Der er vist en lille bakterie i omløb, som trives rigtigt godt hernede i varmen, når det samtidigt regner en masse. Så selvom vi tænker meget over, hvad vi indtager, blev vi lige ramt igen.

Onsdag holdt vi afskedsmiddag for vores kolleger Yohei og Idrissa. Vi startede med svømning og smut-konkurrence, som Robert vandt. Så en øl på tagterrassen og så lavede vi pasta med kæmperejer og pandekager med fyld til dessert.
Yohei er ret lærenem i sprog og lærte et par danske sætninger på ingen tid, og han tog det så på sig at prøve at lære dem videre til Idrissa. Meget underholdende for os. Vi kommer til at savne de to en hel del, for de har virkelig været søde til at hjælpe hernede, og vi har haft mange hyggelige stunder.

Vi har jo ventet på vores container fra DK, som har været uger undervejs. Torsdag skulle Robert så lige prøve at få styr på, hvad der skulle ske, når containeren så egentligt ankom til havnen og skulle leveres til hospitalet. Hele dagen fes han rundt for at finde de rigtige mennesker, papirer etc, og da dagen var gået blev konklusionen, at alt arbejdet var spildt, for der havde hele tiden været helt styr på det. Ingen vidste bare, at de havde styr på det. Containeren står allerede på havnen nu og skal komme til hospitalet mandag. Spændende hvad der så sker, om der er plads til tingene etc.

Ugen bød endnu engang på nogle spændende arbejdsdage. Sidste børnedag og voksendag var faktisk lidt sørgelige, for der skulle siges farvel til nogle af de patienter, jeg har haft siden starten hernede. Jeg kommer til at savne arbejdet på hospitalet hernede, og det har været rigtigt spændende som fysioterapeut at se så meget nyt, som jeg ikke er vant til fra DK. Børnebehandlingerne har været noget helt nyt for mig, da vi kun ser voksne i min gruppe på Hvidovre. Men også alle brandsårs- og syreskaderne, frakturerne, at skulle fortolke røntgenbilleder og scanninger selv, stille diagnoser på patienter med specifikke symptomer som ikke er set af læger, behandle indlagte patienter på afdelingerne, hvor alt fungerer helt anderledes end i DK, lave lungefysioterapi uden noget udstyr osv har været voldsomt spændende. Hjemme i DK er vi meget specialiserede, så det er rart at få lov at udvide sin horisont og skulle tænke helt ud af boksen, når man behandler fordi omgivelserne og de tilgængelige træningsredskaber er meget anderledes.
Lidt hårdt, skræmmende og udfordrende til tider, men jeg føler virkeligt, at det har været en god udfordring, og at jeg tager en masse med mig hjem.
Kollegerne hernede (både fysioterapeuter, sygeplejesker, ergoterapeut og bandagisterne) har også været meget gæstfrie, åbne og hjælpsomme, og man kommer til at savne de daglige snakke og den gode humor. De er alle fagligt meget dygtige, så jeg har også lært en masse fra dem. Men deres arbejdstider, fremmøde og organisering har nogengange frustreret.

I næste uge spiser vi afskedsmiddag med nordmændene. Vi har haft et super samarbejde med dem, og er ret enige om mange ting. Vi er i hvert fald helt enige om, at det er vigtigt, at vores indsats skal koordineres rigtig godt, så man ikke sætter alt for mange ting i gang. Vi har fået overleveret nogle ting til dem, og de vil overlevere videre til Hvidovres næste hold. Sådan kan vi få en kontinuitet i arbejdet, og det er vigtigt, hvis vi skal ændre noget hernede i det lange løb.

Jeg vil nyde de sidste ugers ferie hernede på denne dejlige ø. De dejlige strande, den gode mad, der skal kigges på kæmpeskilpadder og røde silkeaber og svømmes med vilde delfiner, og alt det kulturelle i Stone Town skal opleves med familie og venner.
Robert melder tilbage i næste uge, når hans besøg er ved at være slut hernede og sender mange hilsener ud til alle.

Over and out fra mig hernede. Mange hilsener til alle, der har læst vores blog og forhåbentligt er blevet underholdt lidt om livet som fysioterapeut hernede. Det kan anbefales, hvis I nogensinde får chancen :-) og de næste hold skal bare glæde sig. God jul fra Anne-Sofie.

Billeder

Flot morgen fra towertop restauranten

Gaderne i Stone Town når det regner. 10 cm vand overalt. Prøv at komme tørskoet igennem det

Robert laver sine første chapati og nyder det

Camilla og jeg med vores gaver fra afdelingen - tørklæder og en kanga (dug)

Hele afdelingen inklusive det nyeste medlem Robert

Endnu en smuk solnedgang, der nydes bedst med en drink i hånden

 Vores nybagte chapati serveret med bønner, guacamole og gulerødder

Endnu en udfordrende og god uge er overstået. Nu slapper vi!

Så er det blevet weekend igen. Og den er velfortjent, synes vi nok.
Robert blev kastet for tigerne fra mandag af, og følte sig lige et øjeblik som en giraf på rulleskøjter; der var ingen kære pandamor der. På hans første børnedag havde han ellers bedt om at få lov til lige at se med på et par patienter, men den gik ikke. Abdul havde fundet en spændende case, med en dreng på 6 år med spina bifida, som skulle træne sine ben. Han kunne ikke stå selv, men kunne holde sig lidt op, mens han støttede sig med sine hænder på sine lår, lidt som en frø. Stor tak til Abdul! Men det var nu lidt sjovt alligevel, og det gik. Der bliver også puklet som kameler med de indlagte, så uniformen er helt gennemblødt af sved.

Asof har en noget større Zanzibar erfaring, og bliver derfor ikke udfordret på samme måde. Hun er som en fisk i vandet, Men også hun bliver Bambi på glat is engang imellem. Her handler det om at kaste sig ud i det, og se hvad der kommer. Det er lidt svært, når man ikke kender alle mulighederne for videre udredning, henvisning til speciallæger (der kommer fra udlandet i en måneds tid en gang imellem), vejledning i ernæring eller når det er en diagnose, man nærmest aldrig har hørt om i DK.
Mwengine; næste! Og så kommer næste patient. Og der ved man aldrig hvad der kommer ind. Det er både spændende, udfordrende og meget lærerigt.
Alligevel kunne dette være noget, vi kunne prøve at arbejde på at ændre. Nu er det tilfældigt, hvem der behandler patienten. På 6 gange risikerer patienten at have været behandlet af 6 forskellige fysioterapeuter med forskelligt fokus. Men her skal alt ændres i små skridt og indsatsen skal koordineres. Vi er allerede i gang med at koordinere med nordmændene. Vi skal frem for alt undgå at komme som den klassiske bwana (white man) for at ændre deres system. Deres system virker jo, og det har sine fordele. Det er ikke altid nemt for os wazungus (udlændinge) at forstå deres logik, men der er en logik.

Rent fagligt er de lokale fysioterapeuter meget dygtige. De taler fint engelsk, og ved meget om meget. Der er sikkert nogle områder, hvor de kan lære fra os, men vi lærer omvendt også meget fra dem.  I Danmark har fysioterapeuter  og ergoterapeuter specialiseret sig en del, mens der på Zanzibar kun er 3 afrikanske fysioterapeuter og en ergoterapeut på hele øen, så de skal vide en masse. Der er generelt en mangel på speciallæger, hvorfor fysioterapeuterne er vant til at tage sig af lidt af hvert. Deres viden og kunnen er faktisk imponerende. Der kommer nogle fysioterapeutiske specialister, både fra Danmark og fra Bergen,og de kan selvfølgelig bidrage med noget fagligt, men det er særlig organiseringen, der skal kigges på.

Projektet hernede løber over 14 mdr, hvor 10 danske fysioterapeuter med forskellige specialer på skift kommer herned og skal hjælpe med at organisere arbejdet, lave kliniske retningslinier for de diagnoser som de oftest møder hernede samt hjælpe med opstart af registrering og statistik i fysioterapien. Samtidigt skal der gerne laves en uddannelse for fysioterapeuter her på øen, og fysioterapiafdelingen på hospitalet skal friskes lidt op. Der kommer en container fra DK med diverse ting til fysskolen og hospitalet som feks computere, printere, styrketræningsmaskiner, senge etc. Så forhåbentligt vil man kunne læse, om dette lykkes i løbet af det næste års tid her på bloggen.

Efter en hård arbejdsuge med en masse planer efter arbejde også (Robert udviser en vis grad af ADHD og kan ikke sidde stille i 2 min uden at der skal ske noget - som en hamster på speed) tog vi på "backpacker" tur til Nungwi for at nyde stranden i en forlænget weekend. Mandag er helligdag (Independence Day), og der kan potentielt blive uroligheder i byen, så vi blev anbefalet at forlade Stone Town.
Asof fik lov at bestille en taxa, så vi ikke skulle sidde i en Dalla Dalla i 2,5 time efter arbejde. Men hotel måtte hun ikke booke.
Rygsækken blev pakket med Roberts 2 par t-shirts og shorts samt lidt underbukser og en deo og de resterende 4/5 af rygsækken blev fyldt af Asof med sko, toiletsager, tøj etc. Robert følte sig lidt som et pakæsel. 5 par sko til 3 dage måtte han lige have forklaret. Og så afsted. På vejen ud nævnte Hotelmanager Lezenka, at vi jo var meget velkomne til at besøge hendes kærestes resort i Nungwi, da han jo skyldte os en tjeneste for noget knæ behandling. Så vi tog til Mnarani Beach Cottages og fik en meget god deal, som vi ikke kunne sige nej til.  Dermed blev Roberts backpackerplaner forpurret, og vi er alligevel endt på luksus resort - i bungalow få meter fra vandet, hvor livet leves i sneglefart. Her er 2 daglige buffeter, pool, wifi etc inkluderet for meget få penge. Backpackeren Robert føler sig lidt spærret inde som en løve i bur, men synes nu alligevel også, at her er meget flot og dejligt, og han slanger sig i solen. Og ingen opdager vel, at han kommer til måltiderne i det samme tøj 3 dage i træk og kun har sine sundhedssandaler med. Underbukserne bliver jo heldigvis vasket, når man svømmer i dem.

Idag, lørdag, forlod vi buret og gik en lang tur langs den smukke strand, og vi har fundet ud af, at italienere i speedos udgør størstedelen af beboerne her. Jo ældre de er, jo mindre er deres speedos, og det syn kunne vi godt have været foruden. Efter 2 mdr hernede i tildækket tilstand, bliver man næsten lidt forarget over, at se folk gå rundt så afklædte. Vi vendte om, da vi havde set tilstrækkeligt med behårede strandløver, og da Roberts ansigt var rødt som en bavians rumpe (man skal huske solcremen), skulle vi hjem til skyggen under palmerne.

Nungwi er nu et dejligt sted at tilbringe en weekend, men efter 3 dage på stranden, bliver det dejlig at komme hjem til Stone Town, hvor man virkeligt kan mærke, at man er i Afrika (og ikke i Italien). Generelt er der en utrolig kontrast mellem arbejdet på hospitalet og strandferie i Nungwi. Næsten lidt surrealistisk at opleve de 2 verdener på samme dag.

Livet i Stone Town er dejligt og indflydelsen er fra inderne og araberne oveni det afrikanske, og det ses både på maden, bygningerne, kulturen. Et meget spændende sted at gå rundt og vi lever af fantastisk frugt, frisk kokos, frisk fisk og skaldyr, ris og chapati og Roberts nye favoritdrik Stoney Tangawizi (ginger sodavand).

Asof har 4 arbejdsdage tilbage, inden juleferien starter med flere Zanzibar oplevelser, og Robert har 2 uger igen til at få styr på alt omkring containeren og få overleveret det sidste til nordmændene, der holder skansen alene, indtil danskerne er tilbage igen i slut januar. Det med containeren kan blive lidt tungt, men der er en fra sundhedsministeriet, der er specialiseret i at 'cleare' containers. Ham skal vi lige have kontakt med. Dette lykkedes ikke igår, så vi håber på bedre held i næste uge. Containeren er planlagt til at komme på fredag d 13.

Det er svært at forestille sig stormen Bodil, julefrokoster, julemad med et dejligt udvalg af svin etc, når man sidder her. Men 'we'll manage' - vi skal nok klare os i disse juletider uden juletræ. Vi nyder både arbejdet hernede samt alle de spændende ting vi oplever i fritiden, så vi julehygger fint uden jul.

Mange solrige hilsener til alle i kolde DK fra Robert og Anne-Sofie

Roberts første indtryk om ninja i regnen, makirullende afrikanere mm

Så blev det tid for mig ( Robert) at komme med et indlæg til bloggen;  Med eksamen i frisk erindring tog jeg onsdag eftermiddag af sted fra hospitalet for at rejse til Zanzibar  bevæbnet med en antik kuffert som Ellen havde skaffet, fyldt med sko, legetøj og lidt gaver, tog jeg af sted, med kufferten rullende efter mig som en slags Bodil fra lillebror.  Der blev gloet en del på gangen, men jeg var ligeglad, jeg skulle bare af sted, med en kuffert med hjul på, noget som for en backpacker er lidt et skår i sit selvbillede. Men det skår forsvandt hurtigt; hjulet under kufferten knækkede af, 10 meter foran hospitalet, og remmen et par meter længere frem, så så skulle der slæbes resten af vejen. Lisbeth og børnene tog med på lufthavn for at tage afsked. Det var lidt hårdt men det gik fint. Efter en god og hurtig rejse, og efter alt gik glat ved tolderne og med indrejseformularer, tog jeg taxa til Mnazi Mmoja Hospital. Asof (Anne-Sofies kaldenavn på Hvh) ventede udenfor hospitalet, for at køre med mig til hotellet. Det er en sjov fornemmelse at se en kollega i sådanne fremmede omgivelser! Vant og uvant på samme tidspunkt. Jeg blev installeret i Livingstoneværelset, og så var vi på vej til hospitalet igen nu på gåben. Det er noget af en udfordring at gå omkring i Stone Town, da vejene er smalle og kringlede. Asof ført mig hjemmevant og sikkert igennem byen. Jeg syntes godt nok at den så lidt for kringlet ud, men Asof og Camilla har afprøvet flere ruter, og var sikker på at dette var den hurtigste vej. Jeg var lidt kæk og sagde at jeg kunne vise dem en hurtigere vej. Jeg kan være lidt af en postdue, så jeg var ret sikker på mig selv. Ankommet på hospitalet, blev jeg vist rundt, og mødte Camilla, kollegaerne, ergoterapeuten og assistenterne. Fysioterapien ser ud som på billederne, men alligvel lidt anderledes. Men der ser fint ud. Det første jeg skulle der var at være med til afskedssamling for Camilla og Asof. Der var alle kollegaerne samlet, så der blev hygget med slik, takketaler og sodavand. Både Camilla og Asof fik stor ros. Efter samlingen var arbejdet overstået, så det var en rigtig blød start.  Efter arbejde gik vi hjem i et gevaldigt regnvejr, med vandet til op over anklerne, igennem de smalle gader. Stonetown har stenbænke foran deres huse, så vi hoppede fra stenbænk til stenbænk,  men til sidst gik vi bare med bare fødder hjem. Jeg var rimelig træt der om aftenen, så efter noget god mad og hygge, faldt jeg hurtig i søvn. Næste dag glædede pigerne sig til at se mine evner til at finde vej. De var ret sikker på at jeg vil ende det forkerte sted. Men som jeg havde lovet, fandt jeg en hurtigere vej, hvilket var godt, men lidt ærgerlig for Asof og Camilla. De havde glædet sig så meget til at jeg ville dumme mig! Det kommer sikkert senere, og så er jeg ret sikker på at i vil få det at vide :-) Fredagen på hospitalet er en oplevelse. Man går stuegangsrunde sammen med en læge og mange andre personer, som laver noget, men det er ikke nemt at finde ud af hvad det er de laver.  Asof og Camilla har beskrevet det udførlig, så jeg vil ikke gentage det for meget, men som nyankommen kan man forberede sig på en oplevelse som man netop ikke kan forberede sig på. Sår, blod, patienter med hoftenær fraktur på en madras på gulvet grundet sengemangel. Jeg havde egentlig tænkt at man måske skulle leje en scooter, men det tør jeg ikke længere. Jeg skal ikke risikere en fraktur her!  Vi 3 har hygget os de sidste par dage. Vi har gået lidt rundt, ligget lidt på stranden og spist god mad. Og i går gav Camilla en god afskeds-morgenmad på Towertop restaurant, her på hotellet. Det var rigtig dejlig, både med mad, vejr og selskab. Resten af dagen regnede det rimelig meget, og dagen gik med lidt indkøb og lignende. Generelt har det regnet rimelig meget og ofte siden jeg kom. Asof tror at jeg har taget det med fra Danmark. Det er dejlig at gå rundt i byen, og mærke pulsen og atmosfære. Hen mod aften tog vi afsked med  Camilla, der skulle af sted. Camilla efterlod sin badehåndklæde, og den bliver her, så den kan bruges til de fremtidige udsendte.  Dagen i dag stod på mere afslapning og regn. Vi ventede til det regnede med at gå ud. Det er MEGET vigtigt at Asofs hår ikke bliver vådt, fordi hun havde hårkur i. Det var derfor mere end rimelig at Asof tog parapluen og vi heller ikke kunne deles om den. Så jeg løb som en Ninja langs husmurene. Jeg har jo ikke hår mere, så mit eneste problem var at jeg blev gennevåd, og skulle vride vandet ud af min t-shirt før jeg måtte komme ind i restauranten. Jeg ventede at gøre det samme med min underbukser til efter vi var kommet hjem! Når det er sagt må jeg også ærlig sige, at det også var irriterende for Asof at hendes sko var blevet rigtig våde! I dag var vi inviteret om at spise sushi hos Yohei og 3 af hans japanske venner. Der var også inviteret 5 zanzibarianer, bl.a. Idrissa, vores kollega, som jeg mødte første gang, og det blev fantastisk. Både maden, men også selvskabet var rigtig godt. At se afrikanerne rulle makisushi, som de aldrig har set i deres liv, og se dem spise sushi for første gang, og så med chopsticks, er et syn jeg ikke hurtig glemmer. Vi havde Gry's klejner med, og det var en stor succes. Også dansk julemandsskumsslik kørte godt igennem - det er jo første advent. Det er dejlig at se sådan en umage selskab have det så godt sammen! I aften skal vi spise middag med vores nye norske kollegaer, Rune og Cathrine, som er ankommet i dag. Så selvom jeg nyder en kop kaffe på vores "private" tagterrasse, med udsigt over byens tage, moskeer, kirketårne og et hindutempel, mens solen der er ved at drukne i havet, bliver jeg nødt til at komme videre. Håber i alle får en god uge! Jeg glæder mig i hvert fald til min, med en vis ydmyghed overfor alle de nye ting jeg kommer til at opleve igen. Mange hilsener fra Asof og jeg