torsdag den 24. oktober 2013

Billeder









Uge 3 - en uge med fart på

Sidste fredag gik nu stille og roligt pga fortsatte Eid-fester, så ved frokosttid tog vi ud og besøgte vores danske konsul Bente til the og en snak.
Lørdagen gik med en Spice-tur, hvor vi gik rundt på en farm og så kanel, jackfruit, gurkemeje, kardemomme, nelliker, kaffe, cacao mm blive til. Faktisk rigtigt spændende og lærerigt og vi fik smagt en masse sjove ting. Turen bød på frokost og spiceshopping, inden vi så en tidl. slavegrotte og tog til en lækker øde strand og badede. Hjemme igen skiftede vi tøj og tog så ud og besøgte britiske Mary, der arbejder for Danida hernede. Hun bor med sin hollandske mand i et stort lækkert hus med strand, så vi fik badet igen og fik så Bongo-juice i solnedgangen på terrassen. Søndag tog Jette og jeg en båd til en stor sandbanke, der kommer frem hver formiddag ved lavvande. Vi snorklede og så en masse fisk og søpindsvin, solede, fandt skaller og slappede af, men kl 13 måtte vi "flygte for livet" ud i båden igen, da øen næsten var blevet oversvømmet igen. Camilla tog ud til Marys genbo Aida imens, da hun havde behov for en fys. til sin ryg. Om aftenen spiste vi fin 3-retters menu for at sige pænt farvel til Jette, men det går simpelthen så langsom (pole pole) med maden hernede, at vi er ved at blive sindssyge. Man venter en halv time på drikkevarer, halvanden time på maden osv. Lidt stressende, når man skal tidligt op næste dag.
Mandagen startede med møde med hospitalsdirektøren Dr. Jamala, inden vi så en masse voksenpatienter. Der sad 41 personer klar og ventede allerede da vi kom, da Eid-festerne nu var slut, og så har folk igen tid til fysioterapi. Ved middagstid gik vi med Jette ud og spiste frokost og fulgte hende til taxaen med alt hendes habengut.
Så nu er vi på egen hånd.
Siden mandag er det gået meget stærkt med rigtigt mange ambulante patienter, så vi nærmest ikke har nået dem, vi har på afdelingerne, bl.a. nye stroke patienter, et 3-årigt trafikoffer på intensiv mm. Ugen har budt på rigtigt mange ryg-og nakkepatienter, CP-børn, raske børn, underernærede, frakturer, apopleksier mm. Det vælter ind med ambulante, og Camilla og jeg tager ret pænt fra, så vi tør slet ikke tænke på arbejdspresset hernede normalt. Vores tolk Auntie Hidaya er ved at udvikle sig til en hård fys, så når vi giver øvelser til patienterne, fordobler hun gentagelserne. Vi prøver at overtale hende til at læse til fys. Hun har talentet :-)

Ting er stadig lidt sjove hernede. Igår sad vi alene tilbage om eftermiddagen ,fordi folk bare var gået hjem, til begravelse, til bøn mm uden at sige farvel.
Idag sad vi til vigtigt staffmøde kl 7.30 som vores nye chef Adam ringede om igår aftes, fordi det var meget vigtigt. Vi viste os at være de eneste fysioterapeuter der var der til tiden (de fleste kom slet ikke), for så at finde ud af, at det hele foregik på Swahili. 1 fuld time om hospitalets økonomi og udvikling. Kun på swahili. Også slides og spørgsmål. Lidt spild af tid. Vi sad ca 40 mennesker i et meget lille rum og ikke en af dem havde sat deres telefon på lydløs, så der er konstant dutten og ringen, for man tager da tlf, selv om man sidder i møde med direktøren og 38 andre.
Til eftermiddag underviste Camilla og jeg i fysioterapi til akut indlagte patienter - the Danish Way og snakkede ud fra vores instrukser, behandlingskort mm. Det gav en god debat, og der var ting, de gerne ville tage til sig. Da vi var færdige, fik vi ros fra boss Adam "Thank you for letting us suck the milk out of you". Den ros har vi ikke fået før. Jette havde efterladt lidt dansk slik til os hernede, så vi bød kollegerne på skolekridt og losseplads, hvilket de var helt vilde med. De fik resterne med hjem til deres børn.
Slutningen på arb.dagen bød på et brev på dansk skrevet af en dansk læge hernede, der henviste en "landsby-høvding" til os efter en ankelfraktur, hvor han var endt med at være næsten 3 mdr i gips ved en fejl. Han blev båret ind af sit følge, men vi fik ham op at gå, gav ham øvelser mm og forhåbentligt bliver han okay igen. At vi gjorde det efter arbejdstid, sikrede os vist lidt rabat på snorkling, da en i følget ejede en dykkerforretning, så vi må snart på tur igen.

Vores sociale live hernede er lidt stille. Vi har selv lavet mad et par dage, men igår blev vi inviteret ud at spise indisk af Aida, den tysk-franske pige, hvis ryg Camilla havde behandlet, sammen med hendes irske mand Shade og 2 af deres venner - en franskmand og en italiener. Så det var rigtigt hyggeligt. I dag har vi været ude at bade med vores japanske kollega Yohei og bød ham på chapati og Tangawizi på vores tagterrasse efterfølgende. Vi har også snakket med vores underbo engelske Jude og behandlet hendes achillessene, så vi kender da en håndfuld efterhånden.

Vi kæmper med varmen hernede, især i løbet af arbejdsdagen, og man er generelt lidt energiforladt hernede. Det kniber med pauserne i løbet af arb.dagen, så frokost og vand indtages kl 15, når vi har fået fri, så det må vi også prøve at få ændret lidt på. Weekenden står på afslapning, gåture, badning mm her i Stone Town. Måske skal vi også ned at prøve nattelivet på Livingstone, som skulle være der det sker i ST. Vi har mestret at finde rundt i de meget kringlede, smalle gader siden Jette forlod os, så det er over al forventning. Vi har nu også fundet ud af hvor man køber de forskellige madvarer, taletid og andet, så der er ved at være styr på det. Nu mangler vi bare sproget!

Man kan leve som man vil hernede. Går man ud og spiser de de fine steder koster det 150-200 kroner med 2-3 retter og drikkelse. Laver man selv mad kan man leve meget billigt - for 60 kr kan man købe ind til flere dage til 2 mennesker, hvis man er villig til at undgå kød (og det er man, når man har set slagtehuset). På nightmarket kan du spise dig mæt for ca 15kr. Man kan betale alt både med shilling og dollars hernede og ATM's virker fint. Der er strømsvigt næsten dagligt af en times varighed, men de fleste steder har generatorer. Og internet svinger også en del.
Folk er søde hernede. Vi går tildækkede (dækker skuldre, knæ og brystparti) og det går fint. De fleste i stonetown snakker engelsk, så det kommer man langt med. Og tager man ud af byen er der paradis strande.

Vi melder mere ud igen om en uges tid. Mange hilsener Camilla og Anne-Sofie


søndag den 20. oktober 2013

Uge 2 Eid Mubarak


Kære alle

Uge nr. 2 er gået, og vi er nu faldet lidt mere på plads. Der har i den forgangne uge været Eid og dermed 2 feriedage, hvor byen har emmet af festligheder og mennesker og børn om aftenen.

Vi har set fodboldbaner lidt uden for byen fulde af telte med mad og legetøj og et mylder af mennesker inde i Stone Town nede ved markedet om aftenen. Her har folk og især børnene været overdådigt pyntet op i store kjoler, og der har været musik til sent om aftenen.
Skulle man fovilde sig derned en aften, kan det anbefales at smage en tanzaniansk pizza stegt på pande. Den er ventetiden værd. 

Arbejdsmæssigt har ugen været præget af 2 dage med børneterapi. Fortsat ser vi mange børn med brandskader efter uheld med thé, åben ild eller kogende vand, som er tilgængeligt på gulvet eller jorden, og derfor er skyld i størstedelen af disse skader. Vi har stort set været alene på pinden i fysioterapien og har derfor gjort brug af Auntie Hidaya, som har oversat for os.

Vi har også været med på afdelingerne, hvor en del bekymringer går på, hvordan patienterne vil klare sig efter udskrivelse uden fortsat genoptræning pga. afstand eller hjælpemidler til at klare dagligdagen eller professionelle hjælpere.

Derudover begynder vi så småt at have opbygget et mindre netværk i og omkring byen. I går var vi på besøg hos Mary, som arbejder for Danida. I dag var Camilla på et house call hos et yngre par, som arbejder for Unicef og Red Barnet, da hustruen havde fået akut ondt i ryggen.

I går, lørdag, var vi på en Spice Tour. Vi blev kørt ud til en fremvisningsplantage fuld af krydderier og frugter og smagte på friske tanzanianske æbler, ingefær, gurkemeje, pebber og kaneltræer bare for at nævne et par stykker.
Turen sluttede med en times badning i det indiske ocean på en dejlig strand, og det var svært at komme op ad vandet igen.

Vi har også været omkring Old Slave Market, som ligger her i Stone Town, og klart er et besøg værd, omend man står tilbage med en ubehagelig følelse i kroppen.

I morgen rejser Jette hjem, og vi føler os rustede (og måske en anelse spændte) til at klare os på egen hånd fra nu af. Vi har indtil nu haft et fantastisk samarbejde med de lokale fysioterapeuter, så de skal nok hjælpe os og har lovet Jette, at vi er i gode hænder.

Mange hilsner fra
Jette, Anne-Sofie og Camilla


lørdag den 12. oktober 2013

Endeligt weekend

Hej alle, en travl uge er overstået og vi nyder nu weekenden. 3 hårde arb.dage er klaret - først onsdag med voksendag, hvor voksne fra nær og fjern kom med alt muligt forskelligt og vi allerede havde egne patienter indenfor 1/2 time. Torsdag børnedag, hvor der kom alt fra børn på få mdr til 15-årsalderen. Nogle meget syge og andre helt raske - forældrene vidste bare ikke at 3 mdr gamle børn ikke kan stå! Begge dage var vi også på afdelingerne og behandle indlagte.
I dag stod den så på stuegangsrunder på børne-afdelingen og ortopædkirurgisk herre og dameafd. Det var anderledes. Frakturer blev behandlet med traktion dvs at binde en tung pose på et brækket ben og lade den 4-årige ligge der i 6-8 uger. Der lå de så på rad og række. Der var også mange inficerede sår efter indgreb, og de blev renset ved at gnide hårdt i dem med alkohol, mens patienterne skreg. Der er voldsomt mange ofre fra trafikuheld. Ikke mærkeligt da vi er ved at blive kørt ned flere gange dagligt.
Vi nyder fritiden. Oplever byen og maden hernede er fantastisk. Folk er søde og de er begyndt at kende os, når vi går til /fra arbejde. Og lejligheden med hotelpersonalet mm fungerer så fint. Indtil videre har vi kun brugt køkkenet til morgenmad - de resterende måltider spises ude.
Imorgen skal vi først holde møde med den norske fys hernede og så tager vi til Jambiani syd-øst på øen, hvor vi har lejet en bungalow på stranden. Så skal der bades og soles til på mandag, da det er helligdag den dag, så weekenden blir lidt længere. Og det skal nydes.
Vi har lidt problemer med at lægge billeder op på bloggen, men håber vi får løst det snart. Vi vil nyde livet og skrive igen i næste uge. Mange hilsener!!

onsdag den 9. oktober 2013

Vi er ankommet!

Hej allesammen, vi er kommet godt herned. Landede igår efter en fin flyvetur og tog til vores lejlighed hos Emerson & Green. Den ligger på 3. Sal op af en masse trapper. 3 værelser alle med eget bad og så deler vi en stor stue og køkken. Vi har også en dejlig tagterrasse. Vi har vifter, aircondition, store senge med myggenet mm.
Vejret er godt. Klar himmel og 30gr, med en kort byge på 30 min i morges, men der var vi jo alligevel på arbejde.

Vi mødte op på Mnazi Mmoja hospitalet imorgen og 5 min efter stod vi med hver vores patient, der stort set kun snakkede swahili. Det var en udfordring, men det gik over forventning. Vi havde stroke, carpaltunnelsyndrom, plexusoverrivning, ataksi, bækkenfrakturer, rygpatienter mm.
Ved 11.30 tiden gik vi med hver vores fysioterapeut op på afdelingen. Camilla gik med Abdul op til kirurgiske patienter på herreafd. Her var bla store problemer med inficerede sår som kunne føre til amputationer fordi der gik flere dage mellem de blev renset. Liggesår ses også ofte.
Jeg gik med japanske Yohei på de medicinske afd og så en 15-årig med hjerneskade efter malaria, en apopleksipatient og en amputeret dame. Afdelingerne er kønsopdelt og proppet med folk, for de pårørende passer dem. De sover på tæpper på gulvet. Dem uden pårørende får mad en gang om dagen af folk, der forbarmer sig. Forbindinger, slynger mm skal patienterne selv have med.
Der er ingen håndvaske el lign på stuerne og ingen rengøring. Så det var en spændende oplevelse. Men vi var nu forberedte på at det så sådan ud.

Vi er vældig påklædte i varmen. Og alligevel ikke korrekt påklædte. Man må simpelthen ikke vise at man har former, så nu har vi købt teltkjoler og tørklæder. Uniformerne går dog fint an.

Vi bruger fritiden på indkøb af ting og mad til lejligheden, få styr på simkort, lære vejen til arb.
Vi har gratis net i lobbyen, så der får vi også brugt lidt tid.
Indtil videre har alt mad været lækkert og autentisk. Det tegner godt!!

Vi skriver lidt mere, når ugen er omme. Vi håber meget at skulle ud til strandene på østsiden af øen i  weekenden, som blir lidt længere pga helligdage.

Mange solrige hilsener Camilla, boss Jette og Anne-Sofie