mandag den 4. november 2013

GIANT seaturtles (uge 4)

En uge med med mandfald blandt de lokale fysioterapeuter, mere og mindre heldige strandture og en hyggelig weekend med kollegaer! Anne-Sofie tog onsdag morgen med hele out-reach holdet til Makunduchi Hospital for at behandle børn med klumpfødder. På et af billederne derfra ses bl.a. en 6-årig dreng med negligeret klumpfod med det resultat, at foden nu sidder på indersiden af benet, og han har fået et infektiøst sår. Ud over bandagisten Salem, som gipsede fødderne var Laila også med samt en fotograf, som filmede til en tv-udsendelse. Besøget var annonceret i radioen inden og finder kun sted hver 6. måned. Flere af børnene var ikke kommet under behandling i tide eller også var behandlingen ikke blevet fulgt op af forældrene, formentligt pga. manglende ressourcer til transport mm. Hver torsdag sætter vi os sammen efter arbejdsdagen er ovre, og der ikke er flere patienter, og holder faglig udvikling. Dette har vi gjort i 3 uger nu. Sidste torsdag fortalte vi begge om hverdagen for en fysioterapeut på et dansk hospital og danske krav og guidelines, og Camilla fortalte om fysioterapi på en akutmodtagelse. I denne uge til vores holdt Camilla undervisning med udgangspunkt i en aktiv tilgang til patienter med lænderygsproblemer. Hernede er det kutyme primært at benytte traktion, TENS og infra rød varme til behandling af denne patientgruppe, så Camilla gav et bud på en aktiv tilgang med inddragelse af McKenzie principper. Det blev meget vel modtaget, og vi har drøftet flere patientcases sammen. Vi talte også om mulighederne for holdtræning, og hvilke patienter vi vil involvere i første omgang, og vi nærmer os stille og roligt opstart for dette. Torsdag morgen sad vi i øvrigt troligt klar kl. 7:30 til Administration meeting, men efter et kvarter blev det annonceret, at mødet nok var aflyst. Fredag fik vi os en lille overraskelse, da vi mødte op og opdagede, at kun os og den japanske volontør var mødt på arbejde. Vi besluttede os for at gå til stuegang, og denne var ikke aflyst denne gang som de sidste 2 fredage, og en af vores kollegaer dukkede da også op ved 9-tiden. I hverdagene holder vi meget af at svømme på vej hjem fra arbejde. Vi har prøvet os frem for at finde et sted, hvor vi er mest ugenerede, og vi har efter flere episoder med overvældende tilskuere og tilråb fundet vores favorit sted lige ved Traveller’s café. Her hopper vi hurtigt i vandet og svømmer lidt og trækker i en kjole, så snart vi er oppe af vandet. Det er dog lidt utilfredsstillende for en weekend, hvor man også gerne vil sole sig lidt, og denne weekend stod derfor i strand og solbadningens tegn! Lørdag tog vi en taxa til Mbweni Beach Hotel, hvor man kan ligge på en smuk lille strand, som tilhører hotellet fuldstændig ugenereret. Søndag tog vi en båd til Prison Island sammen med vores kollega Idrissa og Yohei, en anden japansk volontør og deres japanske ven. Vi havde en dejlig dag, hvor vi så kæmpe skildpadder, snorklede, badede og svømmede og sluttede dagen med frokost på Livingstone med silende regn udenfor. Hilsner fra Anne-Sofie & Camilla

Ingen kommentarer:

Send en kommentar